Dag 31 fortsat

 Dag 31 fortsat

"What a long, strange trip this has been"
                                               Grateful Dead

Jeg har jo vaeret paa en gang idag, men der er stadig mere paa hjerte. Jeg var ude paa den yderste pynt, og det er der nogen myter og ritualer for. Det siges at pilgrimmen skal bade i havet, braende sit toej (ikke noedvendigvis alt sammen, de er jo lidt kyske hernede) og saa se solen gaa ned. Hermed har man lagt sit gamle liv bag sig, og kan starte paa en frisk.

Det var saadan set ogsaa saadan noget jeg havde planlagt, men som saedvanlig er det noget andet der sker (det har jeg efterhaanden vaennet mig til). Det var meningen at jeg skulle ankomme den 4. maj. Paa den maade var det praecis et aar siden at jeg blev indlagt paa Gentofte Hospital, og sad der alene og taenkte paa det liv jeg har haft og paa at jeg skulle igennem en operation der maaske ville koste mig livet. Jeg proevede at slaa mig til taals med den tanke. Jeg var alene hele natten, kun med et elektrisk fyrfadslys og en lille Buddhafigur.

Det var min plan hjemmefra at lave en cermoni den 4. maj for mig selv, og saa den 5. maj tage ind til Santiago og fejre livet og kaerligheden. Min plan var at tage 3 stykker braende:
  • Eet for det sortsyn og den manglende kaerlighed til mig selv der praegede min barndom, ungdom og en stor del af mit voksenliv.
  • Eet for min diabetes - en kronisk lidelse, som jeg skal leve med
  • Eet for den hjertesygdom som bl.a. min diabetes medfoerte og som truede mig alvorligt paa livet.
Dette skulle antaendes med det afskedsbrev jeg havde skrevet hvis hjertet skulle vise sig ikke at holde til strabadserne. Og saa noget toej jeg har haft paa. Saa ville jeg sidde der og reflektere - igen alene - mens solen gik ned. Dennegang ikke for at tage afsked, men for at hilse velkommen.

Men saadan er det jo ikke. For det foerste er jeg i Finisterre den 3. maj. For det andet saa har jeg ikke laengere det samme behov for en ceremoniel handling. Jeg kom op til pynten, saa alle de smaa baal der var lavet, og ting der var efterlandt , og taenkte: Naeh.. saadan er det jo slet ikke, fordi:

  • Jeg er ikke tynget af sortsyn laengere, i hvertfald slet ikke i et omfang som foer i tiden. I oevrigt afleverede jeg jo daemonen pa en bjergtop i Leons bjerge.
  • Min diabetes er noget l... , men jeg er arveligt disponeret gennem min far, og i oevrigt har jeg laert en frygtelig masse af at have den sygdom. Man faar rigtigt god indsigt og det er maaske en gave frem for en plage.
  • Mit hjerte fungerer bare perfekt. Det har vist sig at vaere en loyal foelgesvend, der kan fragte mig op og ned af bjerge. Jeg er ikke bange for at blive syg igen.

Og afskedsbrevet ? Maaske er det en god ide, at lave noget i den stil, naar man har haft en historie. Men jeg foretraekker nu at tage hjem til familien og fortaelle dem hvor hoejt jeg elsker dem.

Og Maize - hende ser jeg den 5. maj og hold da k... hvor jeg glaeder mig... Det er absolut slut med  u-aaret med sygdom og lidelse.

Saa jeg har faktisk ikke nogen grund til at sige farvel til noget. Alt sammen - baade de gode og de daarlige ting er en del af mig, og har formet mig til den jeg er. Og jeg er faktisk ikke saa utilfreds, med det jeg er. Saa lad de andre udfoere ritualer. Gennem Caminoen har jeg mentalt foretaget alle de handlinger der skal til.

Jeg sidder her i Finisterra. Sjaeldent har jeg oplevet en saadan tilfredsstillelse. Jeg har sat mig nogen maal og jeg har fuldfoert hvert eneste af dem. Oven i koebet hurtigere end foerst antaget. Jeg har ogsaa faaet nogle gaver og uventede oplevelser med hjem. Baade i form af oplevelser, men i hoej grad ogsaa i form af erkendelser.

Jeg har netop modtaget mit Fisterana (dokument der supplerer Compostelaet, og dokumenterer at jeg har gaaet til Verdens Ende.)

Jeg har moedt mange kendte ansigter her. Kram og haandtryk er blevet udvekslet. Jeg har fundet et privat herberg, hvor jeg kan blive i 2 naetter.

I morgen tror jeg jeg vil gaa turen op til Muxia - uden rygsaek - NICE :)

Formelt vil jeg afslutte min blog - men ogsaa kun formelt, for jeg har andre stadig en del paa hjerte. Saa hvis du har lyst til at foelge med saa kommer der nok et par dage mere og et efterspil. Billeder vil komme paa naar jeg kommer hjem og har tid til det - saa hvis det er interessant, saa vend forbi senere.

Men ellers vil jeg bare sige TAK.

  • Tak til Familien - I er alt for mig - Alt
  • Tak til Jer andre der ogsaa holder af mig
  • Tak til Jer der har hjulpet mig
  • Tak til Jer der har gjort det muligt for mig at komme afsted
  • Tak til Jer der har fulgt min rejse her paa bloggen - haaber det har vaeret lige saa sjovt at laese som at skrive
  • Tak til de mange pilgrimme jeg har moedt - I har gjort i uudsletteligt indtryk, kaere venner - I er de sejeste
  • Tak til hospitaleros og hospitaleras - I er fantastiske, maa Jeres liv vaere fyldt med glaede
  • Tak til de hundredevis af spaniolere, der med Jeres hilsner og oensket om en "Buoen Camino" hver i saer har givet et lille skub paa vejen
  • Tak til Spanien der stiller dette pragtfulde transformationsvaerktoej Caminoen til raadighed
  • Og som noget ganske u-dansk, Tak til mig selv, fordi jeg rent faktisk har flyttet den ene fod foran den anden, og tilbagelagt 900 kilomenter

Ultreia !

Dag 28, 29, 30 og 31

Dag 28

Negreira, som en lidt stoerre provinsby. Der skete ikke saa meget. Jeg brugte eftermiddagen paa at sidde paa en bar i byen. Barens klientel bestod af halvgamle maend, der sad hver for sig, med en oel, vin eller kaffe foran sig. Baren var ret gammel hvilket inventaret bar praeg af, men havde faaet nye ejere - et yngre par. Nikotinbrune vaegge og fliser paa gulvet. Nogle af gaesterne var tydeligvis stamgaester med deres egne pladser. Udenfor baren var busstoppestedet, saa der var ogsaa et par boender som brugte ventetiden paa baren, og saa altsaa mig. Da bussen kom, kom chauffoeren lige ind paa baren for at hoere om der var nogen der skulle med. Et saadan sted hvor man kan sidde i al evighed, saa laenge man bare koeber et eller andet med passende mellemrum. En af gaesterne bad om et glas vin mere, og fik (uden at mine spanskkundskaber er daekkend) meget tydligt udtrykt af den kvindelige vaert, at det da vist saa ogsaa var den sidste han fik denne dag. Det er sjovt at man - uden at kunne sproget - sagtens kan forstaa hvad der bliver sagt.

Tilbage paa herberget, var vi stadig kun 4 - mig selv, en irlaender, en tysker og en hollaender, saa vi gik sammen ud at spise. En stille og hyggelig dag.

Dag 29

Fra Negreira er der en ret lang tur - 33 km - til naeste herberg i Olveiroa. En lang dag fordi der ikke er opholdsmuligheder, i form at cafeer o.lign. hele dagen. Landskabet er nu blevet en smule mere "langstrakt" - bakker og dale er rundere. Det er udpraeget "ko-land". Alt i dag handler om koer. Ingen landsby uden kostalde, ingen enge ude sortbrogede, droevtyggende klovdyr. Skov afloeses af enge, der afloeses af smaa landsbyer. Saa tankerne gaar paa langfart.

Jeg taenker pa det at vandre. Siden vi i tidernes morgen rettede os op har det vaeret for at gaa. Helt tydeligt er vi anderledes end de andre primater. Vi er konstrueret til at gaa. Gaa langt og gaa laenge. Vi skulle strejfe omkring paa savannen for at lede efter foede, og senere da vi blev jaegere skulle vi kunne forfoelge et bytte i lang tid, fordi vi ikke er hurtige som rovdyrene, har vi maattet kompensere ved at vaere udholdende.

Og saadan er det at gaa en helt fundamental ting for mennesker. Vi har - rent konstruktionsmaessigt ikke aendret os siden dengang. Saa naar vi gaar, saa kobler vi os paa noget oprindeligt. Saa det at gaa den mange hundrede kilometer er slet ikke saa absurd som det kan forekomme inden man kommer igang.

Nar jeg gaar hjemme saa kommer jeg altid til at gaa i cirkler. Jeg skal jo tilbage til det samme sted hver gang. Men paa langtur peger foedderne fremad, og det der ligger bagved oplever du kun hvis du stopper op for at se dig tilbage. Ellers er hele dit vaesen rettet mod det nye og det naeste der sker. Der ligger en meget stor frihed i det. Maaske har du set pilgrimme gaa paa vejene, mens du selv er suset forbi i bilen og taenkt, at det ser da tungt og besvaerligt ud. Men jeg kan love, at set inde fra pilgrimmen er de ydre stabadser kun en overflade og noget man lever med. Det er tankerne og det der ligge foran der optager sindet.

Og saa er man jo i fint selskab som vandringsmand. Store tanker er taenkt, og verden aendret af folk der har gaaet. Flere historiske personer fx Buddha og Jesus var vandringsmaend. De valgte begge at vaere paa evig vandring fra sted til sted, afhaengig af andres velvilje. Og begge talte de imod den herskende orden i samfundet (religionen) ved udfordre praester og templernes monopol paa den rette tro, ved at give den tilbage til det enkelte menneske. Det er det disse to har til faelles. At man som enkeltperson selv kan paavirke sin skaebne eller frelse om man vil, ved at tage ansvar for sig selv og andre, og staa fast ved sine principper. Det respekterer jeg meget. Om det med frelse synes jeg at Buddha bedst udtrykker det. Han siger, at himmel og helvede eksisterer her i livet side om side, og at det er gennem vores tanker, vores tale, vores sind og vores handlinger at vi selv vaelger hvor vi vil vaere. Stort og dog simpelt.

Se bare Mahatama Gandhi, der gennem vandring og klare valg, faktisk fik det britiske imperium til at smuldre.

Vi skaber saaledes selv vores himmel eller helvede gennem de valg vi foretager. Da verden er fyldt med valg, og vil hele tiden bliver konfronteret med muligheder, kan det vaere svaert, hele tiden at vaere bevidst om konsekvenserne, men de er der. Selv naar man vaelger ikke at vaelge - foretager man jo et valg.
Jeg tror at det derfor er vigtigt at goere sit liv simplere, saa man skaerer de overfloedige og forvirrende valg fra. At goere livet simplere er dog i sig selv en stor opgave.

Mit stoerste nulevende forbillede er H.H. Dalai Lama, som godt nok ikke er kendt som vandringsmand, men han er som alle pilgrimme en noejsom person der altid er paa rejse.

Det smukkeste jeg har laest om Dalai Lama er beskrevet saaledes: "Han er en simpel munk. Ikke simpel som foer avanceret og sofistikeret, men simpel som efter!" . Et stort maal at straebe efter, men et maal der inspirerer mig.

I den sidste del af dagens etape begyndte landskabet igen at aendres. Det meget groenne er bleveet mere stent, og vegetationen er spredte fyrtraer og krat. Og saa synes jeg altsaa at der er noget i luften, en ny slags koelighed, fornemmer jeg vand ?

Saaledes fremm ved dagens maal. Olveiroa. Et herberg i byen og det blev hurtigt fyldt op. Gutterne fra i gaar var der, saa ud at spise skulle vi igen. Da etapen i morgen gaar til Finisterre var der hoej stemning. Faktisk udviklede det sig til lidt af en afslutningsfest og hele restauranten var med paa det. Sjov aften med fuld droen paa. Min hollandske medpilgrim havde faaet ganske meget Orujo (snaps) saa der blev tysset da vi endelig kom tilbage paa herberget.

Dag 30

"Nu lakker det mod enden" sagde manden, da han haeldte fernis ned af ryggen.

Efter rejseparleuren sidste etape. Mine medkumpaner var opsat paa at gaa de 30 kilomenter til Finisterre hurtigst muligt, for at feste videre fra i gaar.
Jeg selv har det anderledes. Jeg er ikke faerdig endnu. Der er stadig mange tanker som ikke er afrundet, ja - selv her paa bloggen, har jeg noget jeg gerne vil skrive om. Saa det maa jeg jo finde ud af.

Jeg besluttede mig for at dele den sidste etape op i to, og kun gaa til Corcubion. Saa jeg sov laenge, gav mig god til og spiste en god morgenman. Jeg har slentret hele dagen. Foerst over et "bjerg" saa over et andet, og saa var den der. Mellem bjergtoppene var der pludselig en helt lige horisont !  Jeg kan se havet ! Foelelsen overvaeldede mig fuldstaendigt, jeg graed og var samtidig helt vildt lykkelig. Jeg gjorde det sgu´. Paa hoejderyggen laa en stor sten. Jeg satte mig derop - helt alene i verden - og noed synet. Lige i dette oejeblik foelte jeg den forloesning, som jeg foerst troede ville komme naar jeg var i maal. Men saadan er det paa Caminoen. Der sker altid noget andet end det du planlaegger. :)

Resten af dagen var bare mod havet. Godt 10 kilomenter mere foer jeg var der. Men jeg har god tid og nyder hvert et oejeblik. Min krop er ved at vaere traet af at gaa. Saerligt min venstre skulder og ryg, er traet af at gaa med rygsaek, men benene har ingen problermer. 900 kilometer uden en vabel.

Foerste by ved havet er Cee. Det var soendag og der er marked i byen. Solen skinner, man kan koebe alt muligt, fra mad til toej. Spanske popmusik lyder overalt. Og her er jeg. Mit i mylderet fandt jeg en restaurant paa solsiden hvor de havde kyllinger paa spyd i en rotisseriovn. Det saa f.... godt ud, saa saadan en maatte jeg have. Jeg blev siddende laenge og noed alting. Hver bid at maden, alt hvad der sketet omkring mig. Jeg foelser mig 100 % naervaerende. Bagefter gik jeg ned til havnen og tog sko og stroemper af. Tror I at pilgrimmens taer satte pris paa det. Bestemt. Mine foedder der har baaret mig saa langt, har endelig faaet en tur i det kolde vand. Velfortjent. Byerne Cee og Corcubion er naesten vokset sammen. Oprindelig har de ligget overfor hinanden i en lille bugt, men det er fortid. Byerne blev kendt da de ved faelles hjaelp fik etableret en afspaerring mod det kaempe olieudslip i 2002 hvor en tanker gik paa grund. Et udslip der var saa oedelaeggende for fiskeriet og byerne her langs kysten, og som de endnu ikke er kommet over.

Herberget i Corcubion ligger udenfor byen. Paa vej derop blev jeg passet op at en aeldre spansk mand, der syntes at jeg skulle sove paa herberget i stedet for at skynde mig til Finisterre. Det havde jeg jo saadan set ogsaa selv taenkt.
Manden og hans kone er hospitaleros paa herberget.
Inden jeg gaar videre maa jeg lige igen naevne karma og de "bolde" Caminoen kaster til en, og som man selv beslutter om man vil gribe.
Sidst det skete var ved Samos hvor jeg kom ud paa en vidunderlig omvej.

Idag skete det igen. Fordi jeg ikke bare skyndte mig til Finisterre ventede der mig endnu en gave. Jeg kom ind paa herberget som den foerste. Det saa ikke ud af saa meget, men der er rent og paent og varmt vand og rigelig med vand i bruserne. Da jeg havde vaeret i bad og faaet rent toej paa gik jeg ned for at laaene  en vaskebalje til min vask. Hospitaleraen sagde at det behoevede jeg da ikke og saa vaskede hun mit toej. Imens blev jeg tilbudt suppe og bagefter en slags blodpoelse fra Burgos med broed til. Det smagte godt, selvom jeg ikke rigtig er til blodpoelse, men hvad, man er pilgrim og glad for alt hvad der tilbydes. Mit toej var nu vasket og jeg kunne haenge det udenfor til toerre. Imens er der dukket to spanioler op og to hollaendere op. Ogsa de bliver bevaertet. Da klokken var 7 blev vi igen kaldt til samling, nu var der foerst en stor og maettende gang salat, og bagefter gryderet med broed, vin og vand ad libitum. Selv en lille dessert blev det til. I morgen kl. 7 er der morgenmad. Og alt dette foregaar et sted som ikke kraever penge af pilgrimmene... Taenk lige over det. Disse steder modtager gerne donation hvis man kan give, men der er ingen tvang. Faktisk er det saadan at hvis du ikke har nogen penge, faar du ud over den praecis samme behandling, ogsaa nogen gange lov til at tage af kassen til den naeste dag. Fantastisk.
Senere om aften kom der en bus med unge mennesker der skulle ud paa Caminoen, men var blevet afvist i Finisterre fordi de var kommet med bus. De fik naturligvis lov til at overnatte i deres telte uden for herberget. Men da det begyndte at regne lidt senere, kom vores hospitalero hjemmefra for at lukke dem ind i herberget. Det gav naturligvis lidt uro at der kom 12 unge mennesker ind ved halv et tiden, men der er plads til alle her.

Dag 31

Jeg var foerste mand oppe og gik ned i koekkent hvor de smilende vaerter var klar med morgen mad. Jeg ved ikke rigtig om jeg tror der er engle til. Men hvis der er, saa har jeg lige moedt 2 af dem :)

Jeg lagde naturligvis en fin donation saadan et sted. Den slags mennesker skal vide at de er vaerdsat. Og hvis mine penge kan goere livet lidt lettere for en der ingen har, saa er jeg klart med paa det. Jeg fik en haandfuld frisk waldnoedder med fra haven og er gaaet ned til Finis Terra. Paa stranden smed jeg mit toej og hoppede i det kolde Atlanterhav. En vidunderlig fornemmelse, som jeg har gaaet en maaned for at foele.

Lige nu sidder jeg paa en cafe for at skrive paa bloggen. Dagen er ung, og jeg har ikke en ide om hvad der skal ske. Men jeg er gaaet 900 kilometer og er nu ved Verdens Ende. Wow

Henrik ved Verden Ende

Dag 27 og 28

Dag 27

Valgte som sagt at overnatte i Monte do Gozo, for at kunne vaere tidligt inde i Santiago og saa videre ud paa vejen igen.
Monte do Gozo er et stort feriecenter, som har et herberg ogsaa. Der var mange mennesker, men der skete ikke meget. Efter at have spist - det goer man altsaa foerst kl. 20 hernede, hvilket er sent for mig. Jeg er total sulten paa det tidspunkt. Naa men da jeg kom tilbage paa vaerelset som jeg deler med 5 unge spaniolere, var de foerst klar til at gaa ud - hmm. jeg taenkte egentlig ikke over det, og gik i seng. De dukkede saa op igen kl. halv fire om morgenen og lavede en masse larm. Saa fik jeg ikke mere soevn.

Dag 28

Var som sagt meget tidlig vaagen, og gjorde mig klar til at tage videre. Behoever jeg at sige at jeg ikke var speciel lydloes da jeg stod op klokken 6.30!

Naa men afsted ind til byen, og hvilken foelelse det var at ankomme til katedralen, det kom bag paa mig hvor betaget jeg var. Her stod jeg, som tusinde af pilgrimme foer mig, gennem saa mange aar. Jeg maa indroemme jeg blev betaget og ydmyg.
Fik noget kaffe og morgenmad, og stillede mig op sammen med de andre pilgrimme, for at modtage vores "Compostela". Der var en meget munter og naesten overstadig stemning som vi stod der og ventede paa at pilgrimskontoret aabnede. Hver gang et kendt ansigt dukkede op blev der givet haand og udtryk tillykke. Dejlig stund.

Den officielle del af Caminoen er nu ovre, jeg har modtaget mit Compostela som bevis for mine anstrengelser. Et stort oejeblik for mig.

Da jeg har besluttet mig for ikke at vaere turist i Santiago foer Maize kommer herned sprang jeg pilgrimsmessen i katedralen. Ogsaa den rituelle omfagnelse af Sankt Jakob - som afslutter Caminoen - maa vente.

Det var lidt svaert af finde Finisterre ruten ud af byen, saa jeg var lidt ude paa sightseeing foer det endelig ved 12 tiden lykkedes mig at komme afsted igen.

Nu ude paa vejen igen paa vej mod Negreira som er det foerste sted med herberg. En tur paa 24 km. oven i det jeg allerede har gaaet. Det var en skoen oplevelse af komme ud paa vejen igen. Ikke flere masseturister, pilgrimme og tju-hej. Nu er der stort set ingen mennesker paa vejen igen. Landskabet bugter sig op og ned af bakker og smaa bjerge. Det har smaaregnet lidt samtidig med solen skinner, saa jeg har ikke engang taget regntoej paa. Istedet har jeg kun en hurtigttoerende t-shirt paa og et par shorts. Det naar at toerre mens jeg gaar.

Negreira er en mellemstor by. Jeg har fundet et herberg og forloebig er vi kun 4 paa det, alle "gamle" pilgrimme der har gaaet vejen fra St. Jean. Faktisk er en af dem, en hollaender, ude paa en laengere tur. Naar han naar Finisterre vil han gaa tilbage til St. Jean, og derfra til Le Puy, Geneve, Oestrig og op igennem Tyskland til Holland, hvis ben og helbred holder til det. Sejt...

Det har vaeret en lang dag med store oplevelser, jeg er traet og traenger vist bare til hvile. Imorgen gaar jeg videre. En etape med naesten ingen steder at koebe vand og mad, saa jeg har lige vaeret ude at proviantere til turen.

Den officielt godkendte pilgrim i Spanien. :)

Dag 26 og 27

Dag 26

Aftenen i Arzua var ganske stille. Jeg moedte en flok danske turister og deres rejsefoerer, de var paa en tur fra Samos til Santiago til fods, men med kufferterne sendt i forvejen til hotellet 5-10 km. laengere fremme. Jeg er ikke sikker paa at rejsefoeren syntes jeg var sjov, naar jeg udtrykte at det er saa nemt som at kloe sig i nakke at faerdes hernede, der er ingen grund til at planlaegge en masse hjemmefra :) Naah men bortset fra lidt drilleri skete der ikke en bjaelde her.

Dag 27
I god form igen i dag. Saa jeg endte med at gaa til Santiago, kun smaa 40 km. vaek. En absolut dejlig dag, hvor jeg gav mig god til. Turen gik igennem en del skov - eg og eukalyptus - nice. Men hvorom alting er, saa er det at gaa 40 kilometer ikke laengere en stor bedrift.
Saa her er jeg. Jeg har med vilje valgt at overnatte i Monte do Gonzo hvor jeg har udsigt over byen. Orkede egentlig ikke stor by. Jeg tager derned i morgen og faar mit Campostela. Dermed er den officielle del af turen overstaet. 800 kilomenter fra jeg startede den 3. april i St. Jean til jeg er i Santiago den 29/30. april. Det synes jeg selv er ret godt gaaet af en halvgammel geezer med hjerteproblemer og diabetes :)

Men selvom jeg nu er i Santiago saa mangler jeg stadig 100 kilometer foer jeg er ved Finis Terrae - Verdens Ende og det er der jeg er paa vej til. Jeg vil gaa til Verdens Ende og hjem igen for at bevise jeg ikke er faerdig som popsanger, og for at vise mine kaere at der er liv i mig, og at de ikke mister mig lige forloebig.

Og saa i oevrigt ikke et ord om politik idag, humoeret er for hoejt til sarkasme. :)

Dag 24, 25 og 26

Dag 24

Mit ophold i Barbadelo O Mosteiro var ganske stille og roligt. Aftensmaden var dog lidt pudsig. Vi skulle foerst spise kl. 20.00 hvilket er sent for mig, men OK, hvis det er saadan saa er det saadan. Nu er det saadan at disse smaa herberg/kroer i landsbyerne er ejet af nogen der ogsaa er boender og alt muligt andet. Saa krofatter som jeg foerst saa i rollen som bonden, og senere igang med at mure en vaeg i staldbygningen, var, efter et hurtigt bad, klar i rollen som krofatter. Da vi endelig kunne komme ind og spise, var der endnu ikke daekket bord eller gjort klar. Der kom gaester, baade fra huset og det naerliggende offentlige herberg, saa der var fuldt hus.

Jeg tror ikke jeg har set et menneske have saa travlt, uden at udrette noget som helst. Det mindede mest af alt om en af de gamle slap-stick stumfilm med Charlie Chaplin der har faet et arbejde som tjener. Stort staahej, store armbevaegelser og en fornemmelse af naesten total kaos. Vores krofatter insisterede paa at lave alt selv, mens vi ventede. Med en elegant bevaegelse ville han smide dugen hen over et 8 personers bord i et hug. Det gik ikke helt saadan, men underholdende var det. Saa kom der glas paa borden, vinglas. Saa skulle der vandglas paa. Foerst satte han ekstra vinglas frem, saa fik han kontraordrer ude fra koekkenet, og satte vandglas i stedet. Dem var der i midlertid ikke nok af, hvorfor han fjernede dem igen og en gang til satte vinglas frem. Endelig - omkring kl. 20.30 blev det tid til at bestille maden. Og alle var meget sultne. Jeg var blevet inviteret over til et selskab af tyskere, som naesten lige var startet paa Caminoen, saa vi fik en snak om vejen og nogle af tyskerne var tydeligt utilfredse med at det tog saa lang tid. Krofatter tog i mod bestilling fra hvert bord og kom hurtigt derefter med vin. Herefter gik han videre til de naeste og saa fremdeles. Inden alle bestillinger var i hus og vi kunne faa maden, var al vin drukket, og selskabet blev mere og mere fjollet. Hvis man har gaaet langt og saa faar vin uden mad, saa gaar det hurtigt i blodet. "Mine" tyskere var dog et godt eksempel paa det opslag jeg saa i Villafranca de Bierzo: "Turister kraever, pilgrimme takker", for de var hoejlydt irriteret over den tid det tog, og en af dem sendte faktisk sin mad tilbage til koekkenet, fordi den ikke levede op til hans forventninger - --- . Naa men jeg fik mad, den var ok, hjemmelavet, ikke noget med Michelinstjerne med aerlig og reel mad  - og saa kunne jeg gaa i seng, i min lille luksus havestue. Jeg sov med aabent vindue og kunne vaagne op med fuglesang og udkig til et figentrae.


Dag 25
Formiddagens vandring, boed paa taet skov som i gaar - vidunderligt. Efter at tilbaglagt ca. 20 kilometer kom jeg til Portomarin. Her spiste jeg lidt omelet saa lidt paa byen. Herefter videre. Efter Portomarin skifter landskabet karakter. Her er knap saa kuperet, og egeskoven afloeses af agerbrug og fyrreskov. Eftermiddagen var en lang sej opstigning af Monte Torres. Det er blevet rigtig varmt hernede, og der var ikke meget skygge. Faktisk svarer varmen til hoejsommer hjemme i Danmark.

A pro pos Danmark. Saa er der ved flere lejligheder stillet spoergsmaal til hvorfor Danmark ikke vil vaere en del af Euroen. En spurgte faktisk, hvorfor vi ikke vil vaere en del af familien. Hver gang proever jeg at levere et rationelt og voksent svar, men faktisk lyder argumenterne inde i hovede paa mig: Droemmen om Morten Korch idyl, Johnny Margrethe paa moenterne, Dannebrog der faldt ned fra himlen, og gammeldags bondsk mistro til alt fremmed. Naar jeg forklarer  - altsaa paa den voksne og rationelle maade - hvorfor Danmark har valgt som Danmark har valgt, saa kigger disse gode mennesker paa mig med et blik der siger: "Ja, det har vi da ogsaa overvejet, men man skal jo viderere fremad.". Og det er faktisk saadan at disse mennesker jeg taler med hverken er kannibaler eller blodtoerstige vandaler der bare venter paa en chance til at voldbolle danske vaerdier. Det er faktisk mennesker jeg har rigtig meget tilfaeldes med, og som jeg holder af. Naar jeg saadan vandrer rundt her i euroens Europa, saa kan jeg ikke lade vaere med at se mit eget faedreland lidt ude fra.

Faktisk saa synes jeg at Danmark har isoleret sig i sin straataekte bindingsvaerksidyl, med de smaaspossede vinduer og doerene lukke taet til. Og der sidder hun, og kigger ud af de fedtede ruder, med en blanding af skindsyge og nedladenhed. Jeg synes ikke det er sundt at sidde i den beklumrede og iltfattige hoejrenationalistiske fims. Jeg synes at Danmark skal slaa vinduer og doere op og komme ud i foraarssolen. Tag taepper og moebler med ud for at give dem en foraarsrengoering. Hvis nogle af tingene er for gamle og slidte naar de komme ud i lyset. Saa smid dem ud og anskaf noget nyt. Det er ikke hvad du ejer der definerer dig - det er det du goer.

Der er et Europa som vi har enormt meget tilfaelles med. Det er faetre og kusiner, vi har et faelles ophav trods mange aar med nationalstater og krige. Men vi kan noget sammen og der er meget der skal goeres. Saa Danmark opgiv den forbeholdne rolle, deltag aktivt og tag ansvar. Danmark, du tror maaske du er mere, eller bedre end de andre, eller maaske er det et udtryk for manglende tro paa sig selv,  men lige meget hvad saa er faktum, at du er praecis lige som de andre, og det er godt nok.

Naa men jeg naaede frem til en lille by efter Hospital de la  Cruz;  Ventas de Naron. Fandt et privat herberg i en idylisk landsby. En god seng og et varmt aftensmaaltid og sov hele natten som en sten.

Dag 26

Vaagnede frisk og ud paa vejen igen. God form, gode ben. Landskabet er nu aendre igen. Det er toerrer og mindre skovklaedt. Fyrskove og store omraader med kraft. Vejret er fint og planene er at gaa til Melide ca. 57 kilometer fra Santiago. I hoejt humoer gaar dagen og jeg er snart i Melide. Her ser jeg godt et skilt til et midlertidigt herberg uden for byen. Jeg taenke dog, at det maatte vaere noget i anledning af Xacobeo - jubelaaret, saa jeg gik videre ind i gennem byen og ud paa den anden side for at finde herberget. Men, sagen var den at herberget var under renovering, og da mine ben ikke er programmeret til at gaa baglaens, besluttede jeg at tage hul paa naeste etape. Er nu komet il Arzua og blevet indkvarteret paa et stort og meget fyldt herberg. Der er nu kun 43 kilometer til Santiago. Jeg er opsat paa at komme videre, og har egentlig ikke de store forventninger til i aften.


Hilsen fra Europahobitten

Dag 23 og 24

Dag 23

Som saedvanlig ved man ikke noget om dagen foer den er forbi. Saadan var det ogsaa i gaar Triacastela har flere restauranter liggende side om side, og der var fyldt med pilgrimme. Gamle kendinge dukkede op og nye bekendtskaber fandt sted. Det var vildt hyggeligt, og jeg kom relativt sent i seng. Ja, den blev vist over 10 !

Dag 24

Nu kan det godt vaere at det er ved at vaere traettende at hoere mig fabulere om den smukke natur hele tiden. Men her er vildt smukt. Startede morgenen langs landevejen fra Triacastela til Samos. Paa vejen smaature gennem landsbyer, enge og skov. I Samos fik jeg min morgen kaffe og noget kage (det var hvad der var). Soennen min ringede og ville have raad til en danskopgave - det er rart at man stadig kan hjaelpe, selvom man er langt vaek hjemmefra. I Samos ligger et meget stor kloster, jeg fik et stempel til mit Credenzial her - der er lidt fedt at samle spaendene stempler paa turen.

Paa vej ud af Samos kom jeg ved et tilfaelde til at vaelge en alternativ rute (Tilfaelde? - nej, det er Karma, den filur, der er paa spil). Ruten foerte mig ind i den smukkete skov. Egetraer, gamle ege, med mos haengende fra grenene og gamle vedbend planter op af stammen. Saa laenge har de vaeret her, at egen og vedbenden er vokset sammen tl en. Ad smaa skovstier og oede veje blev jeg ledt i gennem det ene vidunderlige panorama. Skov blev afloest af enge omkring floder, for igen at blive til skov. Egeskov er vidunderlig, saa gammel og alligevel saa lys. Der er plads til mange slags planter i en egeskov. Jeg gik langs klukkende baekke og over brusende floder. Der er mange floder her, og jeg har ikke svaert at forestille mig min gode ven Michael staa her med sin fiskestang for at fange den oerred der lurer bag en sten. Op og ned gennem bakker og dale gik det. I flere timer saa jeg ikke andre mennesker - en fuldstaendig suveraen naturoplevelse, og en ren bonusgave. Gallicien var i sin smukkeste foraarskjole. Alle nuancer af groen og oversaaet med blomster, solskin og summende af liv. Jeg gik paa skovstier paa gammelt loev, saa det var muligt at vaere ganske stille og ikke forstyrre roen.

Senere kom jeg tilbage paa sporet men et helt andet sted. Maaske en omvej, men hvilken omvej. :)

Det faar mig til at taenke paa at vi i det 21. aarhundrede har enormt fokus paa Wellness, Fitness og Personlig Udvikling. Det er en hel industri.
Man kan faa terapi af psykologer og terapeuter, for at laere at se verden i et andet perspektiv. Der er coaches af enhver slags, stresscoaches paa arbejdspladsen, familiecoaches derhjemme og endda coaches der hjaelper en til at stille sofaen saa den ikke blokerer for energien. Man kan faa healet sjael og legeme, gennem aromaterapi, krystaller og tibetanske syngeskaale. Der udgives selvhjaelpsboeger og TV shows hvor velmenende mennesker fortaeller hvordan man bliver mest mulig lykkelig. Og kurser hvor man paa kort tid kan laere pseudopsykologisk teknikker der alle skal fremme lykken i eens liv.

Men man kan altsaa ogsaa aflaegge sin lokale Spejdersport, Friluftsland, Fjeld og Fritid eller hvad de nu hedder et besoeg, og investere i noget godt fodtoej, en let rygsaek og sovepose - pakke de mest noedvendige sager og saa gaa ud paa vejen. Det er min klare opfattelse at dette er en saerdeles effektiv og billig maade at opnaa forbedringer paa.

Min krop brokkede sig i starten gevaldigt. Pludselig kunne den ikke foere det magelige liv den var vant til. Haardt fysisk kraevende arbejde, var hvad menuen stod paa. Men kroppen laerer og indretter sig. Snart afloestes smerter af en stigende styrke og udholdenhed. Nu kan jeg gaa i timer uden problemer. Bare lidt vand og en bid at spise, saa er der naesten ingen graenser. Flaesket forbraendes og svedes ud.

Mentalt er der tale om styrketraening. Man skal gaa langt, fokusere og vaere vedholdene. Men samtidig fyldes ens sanser af indtryk - hele tiden. Det er godt og sundt. Og saa har man tid til at taenke sig om, rigtig god tid.

Nu kan man jo gaa hvor som helst. Vejen starter ved eens hovedoer og foerer een derhen hvor foedderne peget. Vaelger man at tage til Spanien faar man dog en anden ting med. Caminoen er gammel, rigtig gammel. Den er en indgroet del at spansk kultur. Fyldt med myter, mysterier og staerkt troende mennesker, tilfoerer den en dimension ekstra. Man kan ikke vaere upaavirket at dette stykke vej.

Tag nu dagens oplevelse. En uventet gave i form at en alternativ tur. Sjaelden skoenhed. Det er en gave. Jeg har den oplevelse, at i dag fik jeg foraerende - tre af de mest vaerdifulde juveler i det 21. aarhundrede, nemlig: Frihed, Stilhed og Tid.

Man laerer at laegge maerke til de smaa ting, og saette pris paa selv de mindste ting hernede. Naar man vandrer er man opmaerksom paa alt hvad der roerer sig og alt hvad der sker.

Efter mit skoveventyr ( og i oevrigt, ikke et ord om Fangorn og Enter ) kom jeg til Sarria. En mellemstor by, med mange gode restauranter og herberg. Men jeg var ikke til byer, og fortsatte ud i naturen igen. Kom forbi nogle aeldgamle egetraer, fantastiske skabninger, og er nu endt i en meget lille by. Barbadelo O Mosteiro. Der er to herberger, et offentligt og et privat. Jeg valgte det private og har faktisk faaet et fantastisk sted at sove. Herberget/kroens havestue, er om sommeren lavet om til herberg til pilgrimme. Jeg har en seng ! og ikke en koejeseng. Og saa ligger jeg ved et stort panoramavindue og kan kigge ned i haven til hoensene, og ud over bjergene. Der er mad i restauranten i aften, og jeg har en fornemmelse af at de godt kan lave mad. Her er i hvertfald meget hyggelig.

Jeg har siddet et par timer ude i haven og solet mig. Der er ikke en sky paa himlen, mit toej er vasket, jeg kaeler med en af de mange hunde som er her, og der er nogen der laver mad til mig. Det er sgu ikk saa ringe.

Dag 22 og 23

Dag 22.

Pequena  Potala viste sig at vaere lige som jeg havde haabet.
Eftermiddagen blev brugt  i solskin og landsbyidyl. Jeg sad paa et tidspunkt og kiggede paa de graessende koer - hvor jeg dog godt kan lide koer - En af dem, en gammel kvie, syntes det var tid til at komme hjem og blive malket, saa hun broed bare igennem porten og gik hjem mod stalden. Bonden som havde dyrene boede i et lille hus, hvor han boede ovenpaa og dyrene boede nedenunder. Bonden selv havde travlt med ingenting og sad foran sit hus med en masse kyllinger omkring sig. Maaske er det et haardt og simpelt liv, men jeg tror faktisk at han scorer rimeligt hoejt paa livskvalitet.

Og sa var det endelig tid til at spise. Der var i den grad disket op til os - Langbord og 20 spisende pilgrimme. Vi fik den dejligste suppe, efterfulgt af en rigelig salat, derefter pasta cabonara og til sidst en desertcreme med kage. Til det broed, vand og vin ad libitum. Alt dette for 7 Euro, altsaa godt 50 kr. Sjaeldent har jeg vaeret i saa godt selskab. Efter maden d.v.s. ved 9 tiden lagde jeg mig ind paa min seng for at faa lidt ro. Der var i loebet af dagen dukket nogle unge studerende op, og efter maden spillede de paa guitar og sang gamle Beatles sange. Det var i den grad en fornoejelse at ligge og slappe af til lyden af sang og glade mennesker.
Behoever jeg at sige at jeg sov godt.

By the way. Vores hospitalero havde ved middagen gjort tydeligt opmaerksom paa, at paa hans herberg er der ikke noget med at staa vildt tidligt op og ud paa vejen. Her venter man med at staa op til musikken starter og det goer den kl. 6.30 - ikke noget med at have for travlt, det er Caminoen og der er tid nok.


Dag 23.

Morgenen starter med den smukkeste opera sopran der synger Ave Maria, og det med et lydniveau der sikrer at alle hoerer musikken. Doerene slaaes op med et hoejlydt Buenos Diaz og duften af ristet broed og kaffe. Hvis bare alle morgener var som denne.Jeg sad bare og smilede for mig selv mens jeg spiste morgenmad og vippede med taeerne, mens baade opera og gamle musical evergreens (Good Morning) loed i hoejttaleren. Alle smilte til hinanden, og saa var det tid til at gaa.

Opad og opad - de sidste hoejderygge ligger foran. Morgenen er koelig og behagelig, morgensolen i ryggen, alt er groent, hvidt, gult og lilla, fuglende synger og den smukkeste natur folder sig ud foran mig. Nogle paa vejen har sagt at O Cebreiro skulle vaere en haard og stejl tur, men det maerkede jeg ikke noget til. Efter 10 kilometer og en stigning paa lidt mere end 600 meter naade jeg frem til O Cebreiro hvor jeg kunne spise lidt frokost. Fik en speciel frisk komaelksost fra omraadet med kvaedegele til og en stor omelet og kaffe. Hele dagen har vaeret en absolut fornoejelse, det er det smukkeste landskab jeg endnu har gaet i hernede. Jeg er nu i Galicien og efter et par og tredive kilomenter er jeg kommet til Triacastela.Jeg har spist tidligt i dag, foerst Paella derefter oksekoedsboeffer (3 stk.) og en afslutning med en chokoladetaerte. Jo, jeg havde appetit i dag. En gang i mellem skal der noget braendstof paa.

Herberget jeg har valg ligger i en meget gammel bygning. Der er det der skal tid, men det er vist bare et af de steder hvor man sover. Maaske tager jeg fejl med det maa morgendagen fortaelle.

Ja og saa lidt om koer og andre dyr. Jeg er ret vild med koer. Det er rolige og godmodige dyr. De udstraaler en god energi og saa har de smukke oejne. Jeg tror at man bliver et lykkeligere menneske af at have den slags dyr omkring sig. Et andet dyr, som jeg ved Maize har vaeret bekymret for, er de vilde hunde. Det har jeg nu ikke haft de helt store problemer med. Folk har store hunde hernede, idag moedte jeg fx en stor hvid hund, jeg tror den var blandet af en stor spids og noget schaefer. Den kom hen til mig, men det var nu mere fordi den gerne ville klappes og laene sig lidt op af mig. Og det var jeg fint, for jeg elsker hunde og savner min egen. Jeg har dog haft et sammenstoed med en hund hernede. Det var i Virgin del Camino hvor der sad en lille Yorkshire Terrier (I ved dem med sloejte i haaret) foran et hus. Jeg proevede at hilse paa hunden, men den flejnede bare helt ud i et anfald af halvpsykotisk goeen og ville bide mig i haserne. Jeg var noed til at skraemme den vaek. Saa der var min forloebig vaerste hundehistorie

Ja, mere faar i altsaa ikke idag.

Dag 20, 21 og 22

Dag 20

Ja Ponferrada var ikke godt. Jeg fik dog sendt ting hjem, hvilket var den eneste grund til at jeg stoppede i en stoerre by, saa det var vel ok. Nej, faktisk var det lidt synd for mig, for efter at have fundet et posthus koebte jeg noget mad som skulle vaere let at lave, fordi jeg var traet og sulten. Jeg koebte en mikroovns lasagne, som jeg taenkte var hurtig at lave. Tilbage paa herberget var ca. 50 mennesker i gang med at lave mad paa et komfur. Alt var kaos og hoeje stemmer, og hvad var gaet i stykker? Mikroovnen. Saa jeg spiste lasagnen kold paa en baenk udenfor. Jeg gik i seng med toej paa for simpelthen at kunne staa direkte op og ud af byen. Selvom der var 9 mennesker paa ca. 21 kvm. i et fugtigt rum med skimmelsvamp i loften og blaat plasticovertraek paa madrasserne faldt jeg i soevn og sov rimelig godt - og jeg har heller ikke faet vaeggelus med mig :)

Dag 21
Saaledes ud af byen i en h..... fart, mod det aabne land. Benene er i absolut god form, det har hjulpet at faa et par kilo ud af rygsaekken, saa med god fart paa gik jeg igennem stoerre vinomraader. Og nu er der sket noget. I Rioja var der ikke skyggen af groent paa vinstokkene. Her stod vinen saa, de knudrede knortekaepmaend i lige raekker som soldater, alle med nye skud. Nogen af dem mere tilbageholdende andre havde travlt med at vifte med deres nye lysegroenne foraarshaar.

Jeg har taenkt en del paa Caminoen (! - ok, det var en nyhed). I Charles Dickens: Et juleeventyr, faar gnieren Scrooge besoeg af tre spoegelser, fortiden, nutiden og fremtiden. Det er lidt det samme her. Der er rig lejlighed til at taenke over fortiden og de gode og daarlige valg der har vaeret truffet. Jeg er meget tilstede i nuet, og den realitet som er min, og fremtiden ligger der  med sine muligheder, det er bare at beslutte sig for hvilken mulighed man vil bruge.

Som jeg gik der i mine egne tanker blev jeg pludselig overhalet af en flok drengeroeve paa mountain-bikes. De havde fuld knald paa, og krydsede mellem stien og vinmarkerne. Da en af dem styrtede i et hop, broed hele flokken sammen i latter, men stoppede dog og hjalp kammeraten op. Da jeg kom taetter paa dem kunne jeg se at drengeroevene alle var maend paa min egen alder. Saa det der med at vaere gammel, det er vist mere et spoegsmaal om holdning end aarstal. Saa laenge man kan lege og goere ting uden anden grund end at man kan, saa er der haab endnu.

Laengere fremme paa vejen stod der en ung tysker og lavede friskpresset appelsinjuice til de pilgrimme der kom forbi. Han tog ikke penge for juicen, men man var velkommen til at give donationer. En rar fyr, jeg fik en snak med og saa videre... Saadan er der hele tiden nogeet paa Caminoen.

Dagens etape er gaaet fra Ponferrada over Cacabelos og videre til Villafranca del Bierzo. Jeg moedte igen nogen af de hurtige gutter, som jeg har fulgtes med siden starten af Mesetaen. For dem drejer det som om at tilbagelaegge store afstande hver dag. Jeg har fint kunnet foelges med dem, og har ogsàa faaet tilnavnet Den Sorte Dansker. Men som vi gik og sludrede, slog det mig at jeg er i Santiago om en uges tid.... Hvor blev den Camino af, tiden er baade gaaet langsomt og samtidigt utroligt hurtigt.  Da jeg kom til Villafranca del Bierzo kom jeg til et laekkert sted Ave Felix, saa selvom jeg foerst havde taenkt mig at gaa videre blev beslutningen, at jeg stoppede for idag. Intet hastvaerk, der er ingen grund til at skynde sig. Gutterne gik videre, og jeg var fuldstaendig tilfreds med at falde i baggrunden.

Herberget var alletiders, der var en rigtig "Christiania-vibe" saadan lidt som udenfor Maanefiskeren over stedet. Hospitaleroerne dryssede rundt og talte med alle og drak oel. Nice.
Stedet er utroligt smukt, der er nogen dygtige haandvaerkere der saetter stedet i stand, der er kaelet for alle detaljer.
Om aftenen lavede de mad til os i faellesrummet/Cafeen, men foerst skulle vi alle hold haand i en rundkreds og hilse rundt, og huske at vi er pilgrimme, og at vi passer paa hinanden og gaar med et formaal. Dejlig foelelse af samhoerighed. Vi fik foerst suppe, masser af suppe og broed, dernaest spejlaeg og chorizo. Desserten var nogle saerlige aebler fra Bierzo, haarde som graapaerer og syrlige men med en fin smag.

Jeg moedte en dansker der, en fyr som jeg tidligere har udvekslet et par ord med. Vi havde rig lejlighed til at sidde udenfor i solen og tale sammen. Det viste sig at han i en alder af 46 havde faaet en blodprop i hjernen, saa vi kunne tale sammen om det at blive alvorlig syg, uden saa mange ord. Vi viste begge hvordan den anden har det.

Skoen dag, skoen aften, jeg sov som en sten i det gode stenhus, med hoejt til loftet og en koelig og toer luft. Ah..

Dag 22

Afsted afsted paa lette fjed. En kort dag. Jeg sparer op til at krydse bjergene i morgen. Det bliver den sidste store stigning - O Cebrero - og saa er jeg i Galicien.

Men indtil da, har jeg idag gaaet langs en rislende flod i en dal omgivet af hoeje bjerge. Foraaret naermest eksploderer hernede. Hvad der i gaar var svagt groenne bjergsider, er idag iklaedt mange nuancer af groent, med hvide, gule og lilla blomster. Syrenerne er sprunget ud og vejret er skyfrit og solskin. Det er sgu´ svaert at bevare pessimismen :)

Der er begyndt at komme mange nye ansigter paa vejen. Der er mange der foerst starter deres Camino her knap 200 kilometer fra Santiago, der er ogsaa mange flere souvenirs og Camino mig her, Camino mig der ting.
En anden slags rejsende er ogsaa dukket op. Hernede kalder de dem for touristegrinos - en sammenblanding af tourista og peregrino (turist og pilgrim). De kommer hertil i rejseselskaber, de har en minibus til raadighed. Og der staar de saa. I klaedt fra top til taa i det nyeste og dyreste Outdoor udstyr. Jeg kan fortaelle, at aarets modefarve (i Frankrig i hvertfald) for den modne og trendy outdoortype er brun og beige. Nyvaskede og med haaret sat, staar de saa der i det knitrende nye toej, parat til eventyr. Et par af damerne havde endda gaiters paa (Gaiters er nogle vandafvisende gamacher man har over stoevlerne og det nederste af bukserne). Jeg er selv glad for mine gaiters, jeg bruger dem gerne om vinteren saa man ikke faar sne i stoevlerne. Jeg var ogsaa glad for at have dem i Pyranaerne paa grund af al regnen og mudderet. Men hernede paa plan grund i 25 grader varmt og toert vejr, er de nok en smule varme at have paa. Men det saa rigtigt chict ud, som klippet ud af kataloget.
Naah, men ude af hotellet laesser de deres knirkende nye og dyre rygsaekke ind i minibussen, for at begive sig ud i det vilde pilgrimsliv. Jeg passerede dem rimelig hurtigt, for de holdt mange pauser for at binde sko og straekke ud. Desuden kunne man fornemme deres deodoranter og Eau-de-Cologne paa lang afstand. Jeg selv er vist lidt ud over den foerste friskhed fra mit bad i gaar eftermiddags under den kolde bruser :).

Senere moedte jeg saa deres chauffoer der holdt klar med kolige drikke og mulighed for et lift. En lille times tid efter blev jeg overhalet af den nu fyldte bus som koerte mod naermeste landsby (jeg tror der var 5 - 7 kilometer mellem byerne i dag). Da jeg naede frem sad de da ogsaa allesammen og spiste frokost paa restaurant, man bliver jo sulten af al den gaaen rundt.

Det kan godt vaere at jeg er fordomsfuld, men at faa sit Campostela i Santiago paa den maade er sgu´ ikke godt nok. Om man har gaaet hele turen eller noget af turen, saa gaelder det, at man tager det haarde arbejde det er at gaa, paa sig, og slaebe paa sine egne ting, det uanset om det regner eller sner, eller kroppen vaerker.. Man skal have fortjent sit Campostela, ikke bare erhvervet det som en souvenir. No Pain! - No Gain!
Touristegrinos´ne kommer da heller ikke ind paa pilgrimsherbergene, men der var nogen inde og kigge paa os andre i gaar da vi sad i Bierzo og solede os. Saa ogsaa her var stedet lidt ligesom Christiania derhjemme :)
I Bierzo havde de for oevrigt et opslag hvor der stod: Turister kraever - Pilgrimme takker og det beskriver vist meget godt forskellen.
Naah men jeg har ladet mig fortaelle at dem bliver der flere af jo taettere vi kommer paa Santiago, og de goer jo ingen fortraed.
Uagtet hvordan man bevaeger sig rundt her i Leons bjerge, saa kan ingen undgaa at blive maerket af dette suveraent smukke landskab. Jeg kom forbi en lille landsby, hvor floden loeb igennem, og uden for folks huse graessede koerne. Lyden af stilhed, rislende vand og koklokker. Det bliver ikke meget bedre. De mennesker der bor her maa vaere meget lykkelige.

Formiddagspausen blev holdt paa et herberg drevet af brazilianske Caminovenner. Fedt at sidde og lytte til samba og slappe af: :)
Jeg har besluttet mig for at stoppe inden det sidste bjerg. Jeg har fundet et sted: Pequina Potala - lille Potala (H.H. Dalai Lama´s sommerresidens i Lhasa, Tibet) Nice... De laver mad til os idag, det er jeg spaendt paa..
Jeg har talt lidt med en af hospitaleroerne, en japansk pige der er i Spanien for at laere det spanske sprog og det spanske koekken at kende. Hun laver mad i dag, saa jeg er spaendt paa hvad vi skal have. Efter duften at doemme er der en fiskeret.
En glad og delvis solbraendt (arme og hoved) pilgrim i Spanien.

Dag 18, 19 og 20

Dag 18


Min dag paa det skoenne gamle herberg i Hospital de Orbigo var en nydelse. Stemningen bar praeg af ro og  fred. Jeg moedte igen de to hollandske piger og gutten fra Schweiz og aftalte af spise med dem igen. Til os stoedte en tysk mand med hans to store unger - se der var maaske noget for Jer unger, saadan at tage paa pilgrimsrejse med den gamle ? Vi kunne jo starte i Geneve og arbejde os gennem Frankrig via Le Puy for at stoede til Caminoen i St. Jean ? Hvis vi tog 10 dage hvert aar kunne vi klare turen paa en 7 - 8 aar ???
Naah, men tilbage til Hospital de Orbigo. Dejlig aften med hjemmelavet mad i storfamilien. Dejligt. Jeg gik tidligt i seng og vaagnede udhvilet tidligt den naeste morgen.

Dag 19
"I´m a lean, mean walking machine"

Saaledes frisk som en fisk, begav jeg mig afsted mod Astorga. Jeg gik gennem Santibanez de Valdeglesias og San Justo de la Vega (ofte er navnene paa landsbyerne omvendt proportionale med byens stoerrelse!) og kom til Astorga allerede inden middag.

Dejlig by i oevrigt. Det er den foerste store by som jeg rigtig godt har kunne lide. Maaske fordi de er kendt for deres chokolade - jeg ved det ikke.

Jeg fortsatte stoedt, for nu er Mesetaen 100% slut - Jeg er inde i et omraade der hedder Maragateria, et omràade med en saerlig befolkning paa ca. 5000 mennesker i ca 50 landsbyer, hvis oprindelse er lidt en gaade. Maaske efterkommere efter Visigotherne eller Maurerne. Rygtet siger at i 800 tallet skulle kongen have betalt 100 jomfruer hvert aar for at holde sig paa god fod med disse folk. Men i dag foregaar betalingen altsaa i Euro ligesom andre steder :) - Disse brave mennesker har i oevrigt en kulinarisk specialitet: Cocido Maragoto, som er for sultne folk, meget sultne folk: Man faar foerst koed; Poelse, skinke, blod poelse, svinemave, chorizo, kylling og nogen gange grisefoedder, -oerer og -tryner (Oink, Oink) - Derefer faar man nogen boller lavet af aeg, broed, hvidloeg, persille, poelse og bacon - Nu er tiden kommet til kikaerter, efterfulgt af groensager; kartofler, kaal, og andre groentsager. Til slut skylles der efter med nuddelsuppe.
Men saa sulten foelte jeg mig nu ikke.

Benene er virkelig paa toppen i dag. Jeg har kun faa behov, og er meget udholdende og i topform.

Opad gik det, gennem Muria de Rechivaldo, El Ganso til Rabanal del Camino. Her - efter 40 kilometer - besluttede jeg mig for at stoppe. Dejligt herberg, drevet af The St. James Fraternerty. Jeg fik vasket og gjort klar da det begyndte at regne - og jeg mener regne !

Heldigvis laa der en restaurant lige overfor. Jeg dryssede derover og drak noget kaffe og saa spansk tv, i haabet paa at der kom nogen pilgrimme forbi. Det gjorde der - to australske fyre, som jeg spise sammen med. Derefter bare paa hovedet i seng - 40 kilometer kan godt maerkes.

Dag 20

Bjerge, endelig bjerge igen. Rabanal del Camino ligger 1162 meter over havet saa det gik fra 816 til 1162 i gaar. I dag gaar det rigtig opad. Foncebadon ( 1439 meter), og saa en af mine milepaele: Cruz de Ferro.

Endelig her. Det er stedet hvor jeg kan komme af med min sten, i ved den med daemoner og saan´t i. Det var en befriende foelelse at kunne laegge den sammen med de millioner af andre sten. Jeg har gaaet rundt med den i tasken siden jeg besluttede mig for at tage paa Caminoen. Nu ved jeg godt at I sidder derude og taenker: "Det er meget godt med dig Henrik, men hvad med stenen?" - til det har jeg kun at sige, at sten er haardfoere vaesener, som slet ikke aenser at der skulle vaere nogen menneskelige problemer i dem. I oevrigt er den jo ikke alene !

Saaledes glad og fro begav jeg mig videre. Nu oppe paa toppen af bjerget i den gryende dag. Koeligt men sol. Helt i gennem pragtfuld dag. Efter et stykke tid kom jeg til et syret sted. Manjarin.

En landsby der er forladt og forfalden. Her bor kun Tomas der ser sig som en direkte efterkommer fra Tempelridderne. Han har et herberg uden vand og el. Dagen var stadig ung og jeg skulle videre over Montagne de Leon. Toppede paa 1532 meter med en dejlig udsigt ned paa skyerne i dalen.

Og saa blev det foraar. Som jeg begyndte den stejle nedstigning stod alt i flor. Gule og lilla blomster traer med lysegroenne nye blade, rislende baekke og solskin. Det har vaeret den hidtil bedste naturoplevelse paa turen. Her er saa smukt. Wow.

Jeg gik gennem El Acebo, hvor de havde god kaffe, Riego de Ambros til Molinaseca, som er en dejlig lille by og helt frem til Ponferrada. Den sidste stoerre by inden Santiago. Her har jeg faaet sendt noget mere hjem, fordi min rygsaek er for tung, og min ryg er begyndt at brokke sig over at slaebe saa meget hver dag. Det er saerligt venstre side i nakken og skuldren.
Saa vaek med alt der ikke er absolut noedvendigt.

Alt i alt en storartet dag. Rimelig lang dag p.g.a. bjergvandring, men i god form.

Desvaerre er herberget her i Ponferrada noget skod. Alt for klemt og mast sammen. Jeg taenker at det maa vaere saadan at vaere paa Maendenes Hjem. Alt for mange mennesker, jeg fryger en haard nat og har fundet oerepropperne frem. Nu vi jeg finde paa noget at spise, saa maa vi jo se hvad der sker.

Imorgen gaar turen mod Villafranca del Bierzo, maaske laengere hvis formen er til det. Der er 212 kilometer til Santiago, saa det er ved at vaere taet paa.

 - Deres udsendte

Dag 15, 16, 17 og 18

Ja, saa er jeg her igen. Der har lige vaeret et par dage uden internet.

Dag 15

Tjah.. det var jo min hviledag i Tempelridderbyen. Godt sted at vaere, dejligt hjemmelavet mad (jeg spise faktisk 3 retter mad til frokost og igen 3 retter mad til aftensmad). Mine batterier var virkelig flade, og det gjorde godt med en rolig dag.

Dag 16

Efter en god nattesoevn gik jeg tidligt videre fra Terradillos de los Templarios, uden at have faaet morgenkaffe! Foerste by San Nicolas del Real Camino - ingen kaffe de aabner foerst kl. 9, videre. Jeg naaede til en lidt stoerre by Sahagun efter ca 2,3 timer og foerst der var der kaffe! Ja, det er ikke smaating man udsaettes for hernede. Tilgengaeld vil jeg gerne fremhaeve netop denne kaffe, for jeg fandt et konditori der lige havde aabnet. Mmmm. kaffe og kager til morgenmad..
Saaledes opkvikket fortsatte jeg til - det som jeg troede var - dagens maal; Calzada del Coto ca. 18 km.vaek. Det var dog alt for tidligt at stoppe syntes jeg, men der var det ene lille problem. Naeste etape gaar over et meget oede omraade hvor der kun er en by paa vejen. Jeg taenkte ok, og saa derudaf. Det er nok den mest oede straekning jeg har gaaet hernede. Ingen mennesker, ingen dyr, ingen huse, kun steppeagtige sletter med spredt krat. Saadan gik jeg i 2 timer indtil jeg naaede den eneste by paa straekningen. Og her laerte jeg at ensom har et navn nemlig : Calzadilla de los Hermanillos.

Byen var hvad man i en Hollywoodfilm ville kalde "a one horse town". liggende midt ude i ingenting. Helt doed virkede den til at vaere. Og saa var det jeg bemaerkede at der var skudhuller i alle vejskilte og gadeskilte. Taenk engang hvordan en loerdag aften ser ud her. Jeg kunne konstatere at saa stille et liv som denne by kunne tilbyde ikke var noget for mig. Men.... der var 2 timer ind til byen, men 4-5 ud paa den anden side, saa efter en overdaadig frokost bestaaende af en daase sardiner, toert broed og vand begav jeg mig ud paa en laengere tur. Alt i alt var dagsetapen paa 47 kilometer foer jeg naaede civilisationen igen, i form at en landsby ved navn Reliegos.
Ok herberg, ikke noget at skrive hjem om men der var varmt vand i bruseren. Jeg moedte en skotte som jeg tidligere har spist sammen med og vi besluttede at finde ud af hvor man kunne faa noget at leve af i denne by. Et sted var der, fyldt med lokale maend der spillede kort, saa fjernsyn og roeg cigaretter - mange cigaretter. Hernede har man nemlig ikke erkendt at rygning inden doere er noget giftigt stads man skal holde sig fra. Faktisk saa ryger de paa alle barér o.lign. Og en anden besynderlig vane, de smider skodderne paa gulvet. Ingen askebaegere i Spanien, bare ned paa gulvet med det hele...

Naa men maden var faktisk rigtig god, saa efter at have spist hed den bare godnat for mit vedkommende.

La Meseta er ved at faa krammet paa mig

Dag 17.

Ny dag, denne dag mod Leon. En kort tur foer hovedvej N 120 og forstaederne og industrikvartererne startede. Ensformighed, staerk trafik, troestesloeste bebyggelser, lossepladser og skilte med Til Salg eller Til Leje alle vegne. Relative nye industribygninger med ruderne knust af stenkast. Saadan foregik hele formiddagen.

Leon - en dejlig storby, men som jeg har sagt tidligere, ikke naar man er pilgrim.
Jeg besoegte dog katedralen. Og hvilket syn moedte mig dag jeg traadte ind. Aldrig har jeg set saa smukke glasmosaikker. Den smukke gotiske kateral med sine slanke soejler og hoeje spidse vinduer. Mosaikker der forestiller bibelske scener, mosaikker med de smukkest blomster motiver. Ja, jeg bliver altsaa helt roert naar jeg ser saa smukke ting. Det er fantastisk hvad mennesker kan praestere naar de arbejder for et hoejere formaal. Imponerende.

Eller bare de noedvendige indkoeb og saa gennem forstaeder ud igen. Jeg - igen af N 120 - gik ca 10 km. til en forstad med det smukke navn Jomfruen ved Vejen: Virgen del Camino. Trods det smukke navn var byen ikke specielt interessant. De havde dog et fremragende nyt herberg, hvilket klart er et plus. Det er altid rart naar man kommer til et sted hvor der er en vaskemaskine saa alt vandretoejet kan faa en tur. Stoevet det bliver man.

Jeg koebte lidt ind til at lave lidt mad paa herberget, og moedte saaledes et par hollandske piger, en fyr fra Schweiz og en amerikaner, saa vi spiste mad sammen ud fra det vi havde. Hyggelig aften med nye mennesker, dejligt.

Dag 18.

La Meseta, ja jeg er stadig paa mesetaen helt frem til Astorga. Dagens etape er en heldagssceance i selskab med den gamle bekendt N 120 hovedvej. Altid fyldt med tung trafik der koerer meget hurtigt. Jeg overvejede noeje om ikke jeg skulle "snyde" og tage en bus til Astorga, for simpelthen at komme videre. Jeg gik en times tid derudaf indtil jeg kom til en lille by Valverde de la Virgen. Besluttede mig for at lade princip vaere princip og saa tage bussen. Nu var det nok med Mesetaen og hovedvej N 120. Der kom dog ingen bus, men i stedet et par pilgrimme. Jeg flovede mig lidt over det, og besluttede at gaa lidt videre. Gik til San Miguel og ventede igen paa bussen. Denne gang kom den, der stod Astorga i frontruden, men den stoppede sgu´ikke. Jeg taenkte at det da maa vaere karma (den filur) der lige gav mig en laerestreg, og saa var det slut med skumle planer om at skulke og tage busser.

Saaledes har jeg vandret i trafikstoej langs N 120. Ingen spaenden indtryk, ingen ro til tanker, kun gaa, gaa og gaa,.
Jeg har gjort holdt i Hospital de Orbigo, hvor jeg kom til det smukkeste gamle herberg. Jeg bor i et flere hundrede aar gammelt hus, som emmer af god karma. Her moedte jeg ogsaa gamle bekendte, som jeg troede var ude af min Carmino, saa der var nok en god grund til at jeg skulle gaa helt herud. Jeg stopper med at laegge planer og tager tingene som de kommer.

Der er nu kun 287 kilometer til Santiago saa det er jo lige rundt hjoernet. Imorgen begynder landskabet at aendre sig, og snart er jeg paa vej op i bjergene igen. Saa farvel til Mesetaen, du var taet paa at faa mig,,..

Jeg kom lige til at taenke paa en saetning jeg laeste paa herberget i Santa Domingo de la Calzada:

"Naar du har fundte din vej, saa hold fast ved den, elsk den og lev den med passion"

Til naeste gang jeg finder en computer - Henrik

Dag 13, 14 og 15

Dag 13.
Der skete ikke meget i Fromista. Saa jeg gik bare i seng.

Dag 14.
Jeg var virkelig lang tid om at komme ud af soveposen idag. Men da foerst jeg kom igang, var der god fart i benene. Jeg kunne noejes med at gaa fra Fromista de 20 km. til Carrion de los Condes idag, og uden at komme bagud i tidsplanen, men jeg var allerede fremme ved 12 tiden og det er lidt tidligt at stoppe. Dillemaet idag er blot, at naeste by ligger 18 kilomenter vaek. Og vel at maerke 18 kilometer ud af en naesten lige grusvej uden nogen form for variation.

Det var begyndt at smaaregne, saa jeg satte mig ind i kirken for at filosofere lidt. Bagerst i kirken var der opbygget en mekanisk tableau, som ved et tryk paa en knap lyste op og bevaegede sig. Her kunne man se Jesus foedsel i Bethlem udfoert af mange figurer. Der var haandvaerker der smedede, bagere der bagede, og  et bagtaeppe med engle og regnbuer. En flod af roedvin loeb gennem det hele. I centrum var stalden hvor de 3 vise maend bukkede i en uendelighed, mens en buttet, lyseroed og lyslokket Jesus vinkede kaekt. Jeg ved ikke hvad det er men der er noget roerende naivt over saadan noget. Det er baade morsomt og corny paa samme tid.
Jeg besluttede at faa lidt kaffe og tortilla, og det var en god ide, for nu vaeltede det bare ned med regn. Da jeg havde drukket kaffen var regnen holdt op. Lugten af vej efter regn er nu en betagende duft, og jeg besluttede at vove pelsen og tage ud paa den lange lige vej. Som sagt, en etape uden nogen ydre stimuli. Saa de maa komme inde fra. At gaa og gaa uden at aense hvor man er, er en meditation.
Vejen er Zen................................................... Det tog godt 4 timer at tilbagelaegge denne distance i absolut ensomhed og solskin. Saa da jeg kom til den lille flaekke Calzadilla de la Cueza, midt paa praerien, var det tid til at stoppe. Jeg havde da gaaet 38 km.
I loebet af eftermiddagen dukkede der nogle kendte ansigter op. Alle var synligt traette oven paa dagens etape. Vi var 8 gutter der spiste paa det lokale "vandhul". Maden var rigelig og ganske simpel. Der var en lidt overstadighed i luften. Udenfor oesregnede det.

Dag 15.
Jeg har sovet rigtig daarligt i nat. Vaagnede flere gange og havde nogle underlige droemme naar jeg endelig sov. Jeg er helt faerdig her til morgen. En af fortidens "daemoner" har stukket sit grimme ansigt frem, bedst som jeg troede den borte. Det har slaaet mig lidt ud af kurs. Brugte morgenen til at gaa og snoefte og have ondt af mig selv. Men saa kom det over mig; Hvorfor gaar du rundt og har ondt af dig selv i Spanien? Problemer er jo bare opgaver der ikke er blevet loest!
Jeg taenkte paa hvad jeg kunne goere, og saa kom det over mig. Jeg har jo baaret rundt paa en sten i min rygsaek, siden jeg besluttede mig for at gaa Caminoen. Stenen skal jf. traditionen laegges ved Cruz de Ferro og paa den maade symbolisere noget man vil laegge bag sig. Jeg har indtil nu ikke helt haft styr paa hvad der skulle laegges i stenen. Havde foerst taenkt at den skulle symbolisere min og min brors kvajede opvaekst. Men da jeg taendte et lys i Estalla for mine afdoede foraeldre, var det ligesom et kapitel der var afsluttet, og stenen skulle derfor have en ny mening.
Da nu "daemonen" begik den dumhed at stikke hovedet frem netop nu, stod det klart, at det er den der skal i stenen. Jeg har ikke plads til daemoner i mit liv laengere. Jeg har haft for mange i for mange aar. Jeg har proevet at leve med dem, proevet at indgaa et eller andet kompromis med dem, men det kan man ikke. Det er alt eller intet med daemoner.
Der er en grund til alting, ogsaa de daarlige. I dag var det min tur til at naa en ny erkendelse.Og tak for det. Om en uges tid er jeg ved Cruz de Ferro og en vaegt mindre i baade min fysiske og mentale bagage.

Traet og udmattet efter morgenens kamp har jeg besluttet at tage en hviledag. Jeg har kun gaaet 10 kilomenter i dag. Jeg ankom til en rar by Terradillos de los Temparions - en by grundlagt af Tempelridderne. Her dukkede det rareste lille herberg op. Her er kun rigtige senge - ingen koejsenge - og 4 personers rum. Der er restaurant, internet, og en lille butik. Saa her er jeg.

Idag vil jeg passe paa mig selv, faa ladet batterierne op og faa vasket toej. Jeg vil sove og spise og lave ingenting. Jeg har det fint med at falde lidt tilbage i raeset. De sidste par dage har der vaeret lidt for meget macho-raes over Caminoen. Nu maa de klare sig uden mig. Maaske der dukker nye kendte ansigter op. Hvem ved?

A pro pos - Tempelriddere. Dem har jeg taenkt en del over hernede. Det er takket vaere dem at Caminoen har udviklet sig. De stod for beskyttelse og blev velhavende af det. Faktisk opfandt de kreditkortet tilbage i middelalderen. Man kunne saette penge ind hos dem hjemmefra og saa haeve undervejs. Dermed roeg hele rejsebudgettet ikke hvis man blev overfaldet af roevere.
De var velsignet og udsendt af Rom til at starte med, men da de blev lidt for succesfulde, fandt Rom ud af at nu var de vist kaettere, og saa blev de udryddet - hele banden.

Jeg har aldrig haft tiltro til organiseret og institutionaliseret religion. Jeg synes ikke det har noget med de grundlaeggende kvaliteter i religionen at goere. Kirken fortaeller folk hvad de skal tro, taenke og mene og opnaar stor magt. En rigtig god forretning. Og alt sammen i Jesus navn. Var han ikke en fattig og ydmyg vandringsmand, der talte om naestekaerlighed, etik og moral.

Jeg er nok et religioest menneske, men mere paa den maade at jeg ser religion som et ophoejet maal man (individet) skal soege at indfri. Det handler om at blive det bedste menneske man kan blive, og aabne sit sind for andre og tage ansvar. Paa den maade ser jeg ikke forskel paa nogen religioner. Der har det samme udgangspunkt. Det er menneskene der mulighed for - enten at korrumperer ideerne og skaber doed og oedelaeggelse - eller at skabe liv og glaede.

Saa selvom jeg hygger mig med kunsten i kirkerne hernede, og ser kirkerum som rart sted at reflektere, saa tror jeg nok at jeg fortsat holder mig ude af nogen saerlig "forening"

Suk.. og tak for nu Henrik "The Demonslayer" Kehler, Terradillos de los Temparios, Spanien


-------------------------


Har nu sovet et par timer og er lidt friskere. Det er lidt koldt hernede i dag og meget stille. Jeg taenker meget over tingene. Mit liv, min familie, mine venner, mit arbejdsliv. De sidste 16 dage har vaeret en stor omvaeltning for mig. Jeg tror - nej jeg ved, at der vil vaere ting jeg vil goere anderledes naar jeg vender tilbage til Danmark.

Jeg har gaet halvdelen af Caminoen nu. Selvom det kun er 16 dage, er det som om at der er gaaet meget laengere tid. Saa mange oplevelser, saa mange skridt. At gaa hver dag er baade frydefuldt og smertefuldt. Det kan vaere virkelig haardt, benene vaerker, knaene er oemme, nakken og skuldrene er maerkede af at gaa med rygsaek pa 6 - 8 timer om dagen. Naar man rejser sig varer det lidt inden man kan rette sig helt ud. Det kan vaere meget kold, og meget varmt og nogen gange ogsaa vaadt.

Men alligevel. Ud paa vejen og videre. I dag gik jeg bag en pilgrim som tydeligvis har vabler paa foedderne hvert skridt gjorde ondt kan man se. Alligevel er det bare op at gaa. Den ene fod foran den anden. Der er mindre end 400 kilometer til Santiago.

Et par dage mere, og jeg er i Leon og dermed ude af Mesetaen. Saa kommer der bjerge igen, og snart staar jeg ved den sidste del af rejsen; Galicien.

Jeg er lidt bekymret for at Majbritt maaske ikke kan komme ned til mig. Al flytrafik er stoppet, hoerer jeg, p.g..a vulkanudbrudet paa Island. Det gaar jo ikke, det maa holde op. Jeg har en aftale med Majbritt og jeg savner hende rigtig meget og ser frem til at hun kommer. Saa maa den vulkan altsaa vente med sit udbrud mig her, og udbrud mig der,  til jeg er hjemme igen. Det synes jeg ikke er for meget at forvente

:)

Dag 12 og 13

Herberget i Hontanas viste sig at have et ok koekken. Der var faellesspisning og hygge. Jeg faldt let i soevn og har sovet som en sten i nat.

Dag 13

La Meseta...

Vaagnede tidligt og kom afsted mens det stadig var moerkt. Som dagen gryede begyndte det at smaaregne, og det fortsatte det med hele formiddagen. Jeg kom forbi klosteret San Anton som fungerede som hospital for pilgrimme i middelalderen. Munkene her bar det herbraiske bogstav "Tau" som deres maerke. Tau korset er senere kendt for bl.a. .at vaere pilgrimmenes beskytter. Jeg koebte selv et i Logrono. Senere kom jeg til Castrojeriz en nydelig lille by. Efter Castrojeriz var der en kraftig stigningAlto de Mostelares. Og jeg er ikke god i bjerge. Det var en virkeligt anstrengende opstigning og en naesten vaerre nedstigning. For det som i gaar var plane jordveje er idag forvandlet til tungt mudder der klistrer sig fast paa stoevlerne og goer det tungt at gaa.

Det var saa smaat holdt op med at regne, saa der kom mere fart paa. Jeg gik igennem San Nicolas de Puente Fitero, og Boadilla del Camino. Det var egentlig meningen at jeg ville stoppe i Boadilla del Camino efter at have gaaet 30 kilometer, men det var en trist lille flaekke, saa jeg gik videre til Fromista (Hvis ikke jeg husker forkert er det her Maria Teresas familie kommer fra ??). Dagens etape = 36 km.

Der er meget stille i Fromista, men jeg blev glad da jeg paa taget af  kirken San Pedro saa hele 8 storke og omkring 10 reder.. Det er en flot fugl, det er trist at vi ikke kan sikre den levevilkaar hjemme i Danmark.

Jeg gaar tidligt i seng i dag. Jeg er traet. Imorgen vil jeg se om ikke jeg igen kan gaa en 35 maaske 40 kilometre saa de mere end 200 kilometer Meseta bliver "aedt" hurtigst muligt.

Tja.. jeg har ikke saa meget paa sinde i dag.. klokken er nu 7 og jeg kunne sove...

Dag 11 og 12

La Meseta. For de fleste Caminovandrere er dette proeven.

For lige at runde dagen i gaar af, saa var jeg lidt rundt i Burgos. Dejlig by, jeg kommer tilbage. Fik koebt de ting jeg havde brug for, heriblandt smertestillende piller og knaebind. Som sagt, var herberget virkelig godt, jeg fik ogsaa vasket alt mit vandretoej. Jeg har sovet godt, ikke nogen smerter og mange timers sammenhaengende soevn.

Dag 12
Frisk, veludhvilet og i foert rent toej tog jeg afsted i morges, dagens etape er paabegyndelsen af La Meseta. De foerste par timer handlede om at komme ud af Burgos. Motorvejsudfletninger, broer, tunneller og ligegyldige straekninger. Endelig ude i det fri igen efter at have krydset Rio Alazón. Et stykke tid efter kom jeg til Tardajos en forstad til Burgos, ikke det mest spaendende sted, jeg gik videre og kom til Rabé de la Calzada, en rar lille by hvor jeg fik min morgenmad. Tortilla con Patata og Cafe con Leche er godt at gaa paa, naerende men ikke for tungt. Saaledes opfrisket var jeg klar til at tage fat paa Mesetaen. Hoejt til himlen, kornmarker, uendelig horisont, vind og laerkesang. Det er La Meseta. Hele dagen har jeg kunnet se horisonten, og taenkt at jeg skal vaere der inden en uge. Mesetaen er en en tilstand af praestation for mig. Det tager ca. en uge eller mere at krydse den, men hvor hurtigt kan jeg goere det. De to seneste dage har jeg gaet hvad der svarer til tre dagsetaper. Kan jeg klare Mesetaen paa 5 eller maaske 6.

Formen har vaeret virkelig god i dag, jeg bare aeder kilometre. Har gaet 31 af dem i dag. Jeg ville egentlig have meget laengere, jeg gik via Hormillos de Camino og gennem den forladte landsby San Bol (indbyggerne forlod alle sammen byen i 1503, ingen ved hvorfor...
Selvom der ingenting var at se paa overfladen af landskabet, dukkede pludselig Hontanas frem. Byen ligger ikke paa Mesetaen, men under den. I en lille dal, midt i det hele ligger byen. Naar man gaar ned i den, stilner vinden pludselig af. Et rent lille smoerhul. Jeg besluttede at blive her. Herberget ligger over byens restaurant saa aftensmaden er ogsaa i hus. Der er dukket et par kendte ansigter op, saa hvad aftenen bringer ved jeg ikke.

Dagens tanke har gaaet paa ben og foedder. Igen idag saa jeg et par stoevler staa midt paa Caminoen, forladt og gaaet itu. Det kan ikke siges tydligt nok. Lad vaere med at koebe et par sko eller stoevler i Bilka eller en skobutik der LIGNER et par vandresko eller stoevler. Koeb sko eller stoevler i en specialbutik hvor de har sko og stoevler der ER vandresko eller stoevler. Det maa vaere surt at ens sko staar af midt i det hele. Langdistancevandring forudsaetter ordentligt grej.
Noget helt andet er foedderne. Det vigtigste vaerktoej for en pilgrim. Jeg har set nogle frygtelige eksempler paa vabler og saar paa foedderne. Jeg er sikker paa at ejermanden har taenkt sig at gennemfoere, men hvilke smerter.....

Jeg selv har nogle retningslinier for hvordan man slipper af sted uden skader:
1. Hold dine foedder rene. Brug gerne en desinficerende saebe til foedderne. Der er ingen grund til at stimulere mikrobiologien.
2. Brug en fed fodcreme. Jeg har koebt en virkelig dyr en der i konsistens minder om vaseline. Jeg cremer foedderne ind hver morgen og igen naar jeg holder pause. Og jeg har ingen vabler...
3. Brug kun sokker af uld/kunststof, aldrig bomuld. Ulden holder dine foedder toerre og leder varme og fugt vaek.
4. Brug 2 par sokker. Et par indersokker i en meget tynd kvalitet som skiftes ofte. Og et par ydersokker i en kraftigere kvalitet.
5. Tag stoevler og sokker af saa ofte som muligt og lad foedderne faa luft. Skift evt. indersokker.
6. Snoer dine stoevler om, ofte. Vaer opmaerksom paa om de strammer eller er for loese.

Ud over det vil man uvaergeligt faa ondt i foedder, ankler, knae, skinneben, laegmuskler, laarmuskler og baller. Det hoerer bare til. Og kan gaas vaek. Vaer dog paapasselig med knaene, det er det svage led.

Det maa vist vaere nok for idag.

Henrik

Dag 10 og 11

Der er aldrig noget der bliver som planlagt her paa Camino'en, se blot idag.

Jeg sluttede af med at der ikke rigtig skete noget, og at jeg bare skulle have sardiner til aftensmad. Jeg ytrede mig ogsaa om ikke at skulle til Burgos, men lige nu sidder jeg altsaa her. Mere om det senere.

Efter at have skrevet blog i gaar laa jeg lidt og sundede mig, jeg havde trods alt gaaet halvanden etape. Saa dukkede Estevia fra Köln op, som jeg ikke har talt med siden Cizur Menor udenfor Pamplona. Vi blev enige om at finde et eller andet der kunne laves mad af her i den lille flaekke, med det smarte navn: Villafranca Montes de Oca. Byen, som kun er en lang raekke huse langs N 120 har een restaurant - et Truck stop, med tung roeg og lastbilchauffoerer. Det var ikke lige sagen. Vi fik at vide at byens bar, ogsaa var et lille supermarked, saa hen til den. Baren, som naermest er at sammenligne med en stue med en bardisk, husede ejeren, hans mor, den gamle bedstefar og to lokale. I den bagerste del af lokalet var der sofa og stole, og her sad de lokale og mama og taeskede kort, mens bedstefar slumrede foran pejsen. Vi fik en forfriskning og satte os hen til pejsen, for lidt koldt var det. Jeg ved ikke rigtigt om det var meningen at gaester skulle herned i denne ende af lokalet. Mama´s lidt strenge mine kunne tyde paa at vi var i privaten, men vi traengte til lidt varme, saa vi blev. Bagefter fik vi lov til at gaa ind i baglokalet, hvor der var en nydelig lille butik, med lidt varer. Saa menuen blev: pasta med roed peber og tun.

Herberget forresten, er et af de herberger som de fleste smaabyer her paa Caminoen har. Det er drevet af lokale, maaske med lidt offentlig tilskud. Der er kun de mest fornoedne ting der er her. Der var et nyere badevaerelse med der kunne levere en relativ maengde vand i en relativ varm kvalitet. Selve lokalet bestod af 9 koejesenge stillet op ud fra vaeggen med en meters penge imellem. For enden stod et langt bord med baenke og et lille koekken.

Den dag var vi 14 mennesker i lokalet, herunder et styks dansker. Der var stille i lokalet og rart at vaere. Vi var den saedvanlige blandig af spaniolere, japanere, englaendere, tyskere og nu hele 2 danskere. En hyggelig aften ventede med udveksling af mad og den saedvanlige snak paa en blanding af mange sprog, maaske en nyt europaeisk sprog er under opbygning :)

Lige lidt om den anden dansker. Jeg opdagede at hun var dansk fordi hun sad og bandede over et eller andet pàa computeren. Da jeg gav mig tilkende, spurgte hun om jeg var Henrik, for hun havde hoert om mig fra de gaeve irlaendere jeg spiste med i Estella. (har man faaet et navn hernede eller hva'?). Der var dog ikke sjovt at snakke med hende for det var hele tiden noget med "Det er ogsaa for daarligt" og "Det gider jeg ikke". Jeg haaber ikke at den utilfredse og dovne attitude er alt for karakteristisk for danskere...........  Saa jeg - som den glade lille melbolle jeg er, sprang tilbage i den store internationale gryde med suppe - som Caminoen er... Danskeren ville ikke vaere med til noget og laa bare og SMS'ede mens vi andre sludrede, saa billeder af familen og hvad ved jeg. Men det er jo hendes karma - ikke to Caminoer er ens.

A pro pos nationaliteter og suppe. Alt er en sammenblanding af mange typer, kulturer og luner. Selv om man ikke kan, eller skal, karakterisere de forskellige lande, saa bidrager de paa forskellig maade. Bedst synes jeg om spaniolerne. Om vejret p..... ned i stride stroemme, eller vablerne blomstrer paa foedderne, saa er de til fest naar de gaar Caminoen. Altid oplagte, snakkende og gestikulerende. Jeg ved ikke om alle spanioler kender hinanden, men naar man gaar Caminoen kan man godt faa den tanke. Naar to spaniolere moeder hinanden har de noget at snakke om. Det er simpelthen forrygende at man kan snakke med alle, om alt overalt. Som een stor faetter-kusine fest. Jeg elsker det simpelthen, og maa i vinterens loeb faa laert at tale spansk saa jeg kan vaere med :) Min kaere kone Majbritt. Du som elsker, og er god til, at tale med alle. Du skal overveje at blive spanioler, jeg tror du vil stortrives med det.

Dag 11

Trods det hyggelige selskab og de trygge rammer kunne jeg ikke falde i soevn. Jeg har simpelthen saa ondt i mit knae om natten at det holder mig vaagen. Jeg besluttede mig derfor at faa indkoebt noget smertestillende, et knaebind og noget haandvaskesaebe snarest muligt, hvilket jo her og nu betyder at tage til Burgos. Hmm... Man har en holdning til man faar en ny.

Jeg startede tidligt ud i dag. Stadig i naerheden af N 120 begyndte jeg opstigning fra Villafranca Montes de Oca gennem et naturomraade Montes de Oca med et hoejdepukt pa 1162 meter frem til naeste dal som huser landsbyerne San Juan de Ortega, Agés  og Atapuerca. Det var iskoldt og meget diset da jeg startede. Plaget af knaesmerterne gik det kun meget langsomt op ad. Paa det tidspunkt overvejede jeg at goere en kort dag ud af det, og tage en overnatning i San Juan de Ortega kun 12 km. fra hvor jeg startede.  Mens jeg langsom steg opad kom jeg - igen - forbi et af de mindesmaerker der er en del af langs ruterne. Mindesmaerker for pilgrimme hvis Camino endte brat.. Ofte lige efter anstrengende opstigninger.  Caminoen er ikke kun fest og farver - det er sandelig ogsaa liv og doed.

Jeg stod lidt og filosoferede ved stedet. Hvis ikke den nystartede laege paa Steno havde kigget grundigt paa min EKG ( som jeg jo har faaet taget mange af foer) og fundet noget anormalt, saa var jeg ikke blevet undersoegt grundigt, saa man fandt de forsnaevringer jeg havde paa kranspulsaaren. Det ville have betydet, at jeg rendte rundt med noget der pludselig kunne blive katastrofalt.
I stedet er jeg blevet opereret havde jeg ikke kunnet agerer proaktivt idag. Saa havde det maaske vaeret mig der en dag under anstrengelse faldt om-.

Jeg er taknemmelig for de gode mennesker paa Steno, der undersoegte mig og fandt problemet og som til stadighed passer paa mig. Jeg er taknemmelig for for de gode mennesker paa Gentofte Hospital der opererede mig og reddede mit liv, og taknemmlig for det gode mennesker paa Bispebjerg Hospital som efterfoelgende har passet paa mig og laert mig meget.
Tak skal I have.

Saaledes videre paa ruten. Jeg gik gennem lyng, egeskov og krat videre gennem taet fyrreskov. Solen var staaet op men gav ingen varme. Der stod en kold vind fra Nord Oest, som gjorde at jeg maatte stoppe og tage mere toej paa.  Ude af skoven moedte der mig et vidunderligt syn. En stor dal badet i sollys. Jeg gik foerst til San Juan de Ortega, men fandt ud af at jeg ikke behoevede et hvil endnu. (jeg har altid broed og lidt ost med mig)  - bemaerk venligst at jeg endnu ikke har faaet kaffe.

Besluttede mig for at gaa lidt videre og checke dagsformen. Jeg kom til Arges og drak en kop kaffe og besluttede at gaa videre. I Cardenhuela gik jeg ogsaa videre og saa var dalen slut, og ny stigning ventede. Denne stigning var stejl og fra toppen af kunne jeg i det fjerne se Burgos. Saa var beslutningen ligesom taget. Burgos. Og her er jeg. Det tog 3 timer fra jeg saa byen til jeg var i den, saa langt kan man se her.

Det er lidt pudsigt for hvor Navarra er Vandets land, og La Rioja er Jordens land saa hersker der ingen tvivl om at Castille er Vindens land. Store brede dale og bloede bjerge, her kan vinden faa fart paa. Der er sol, men ogsa en kold vind. Meget kold vind.

Jeg maa indroemme at jeg tor en bus idag. Da jeg naede udkanten af byenog fandt ud af at der var 10 km. til centrum blev jeg lidt traet. Forestil Jer at skulle gaa fra Glostrup eller Roedovre ad Roskildevejen, efter at have gaaet mere end 30 km. i naturen. Nej vel....

Jeg er nu paa det skoenneste herberg. Nyt og bekvemt. Jeg er igang med at vaske alt mit toej, og saa maa vi se hvad der sker herfra.

De bedste tanker  - Henrik "Melbolle" Kehler - Burgos, Spanien

Dag 9 og 10

Som jeg sluttede med i gaar, var jeg et rart sted. Faktisk var jeg kun lige ude at hente lidt at spise, og saa tilbage. Jeg brugte aftenen paa at ligge paa min seng og lytte til den symfoni af stemmer og sprog der hersker saadan et sted. Jeg havde ingen lyst til at vaere med andre i byen at spise. Jeg synes jeg er lidt maet af mennesker.

Dag 10
Koelig morgen, overskyet og let vind. Supergod morgen at gaa i. I dag har det bare rykket. Dagens etape (jf. min parleur) gik fra Santo Domingo de la Calzada over byerne Granon, Castidelgado, Viloria de Rioja, Vilamayor del Rio til Belorado.

Alt i alt en 23 - 24 km.

Alt sammen langs en trafikeret hovedvej N 120. Paa den maade har turen bare vaeret noget der skulle overstaet - at gaa til lyden af tung trafik er ej godt.
Jeg naaede da ogsa Belorado ved frokosttid, men syntes at det var for tidligt at stoppe - og i oevrigt gaar N 120 ogsaa igennem Belorado. Vejen har vaeret let, og passer fint til saadan nogen lavlandsbondeben som jeg er udstyret med, saa jeg fortsatte gennem Tostantos, Espinosa del Camino til Villafranca-Montes de Oca. Stadig langs den f...... N 120. Alt i alt er det blevet til en 35-36 km idag.

Ved saadan at aendre paa de etaper der er foreslaaet i rejseguiderne, bliver Caminoen pludselig anderledes. Nu er jeg paa herberger med ganske faa andre, og den "trafik" der er naar man starter og stopper i de samme byer er her ikke mellem to etaper. Det passer mig fint, for selv om det har vaeret en stor oplevelse at moede alle de mange mennesker, saa saetter jeg ogsaa pris paa at vaere for mig selv.

Jeg tror jeg vil fortsaette et par dage ude af sync med de store byer. Fortsaetter benene ogsaa i den form de har nu, saa kan jeg uden problemer hente et par dage ind over den kommende straekning.

Nu er det at gaa paa Caminoen ved at vaere en vane. Jeg har laert mig de spilleregler der er naar man er mange sammen. Mine ben er over den vaerste periode (haaber jeg) og jeg har ligesom fundet formen. Mit behov for foede undervejs har jeg ogsaa styr paa.

Det er interessant som Caminoen har sine etaper.

Rent landskabsmaessigt har jeg bevaeget mig fra golde bjerge, gennem det oevre Navarra´s stejle bjergsider, smalle dale og frodige skove - hvor geder og faar tegnede landbruge, til det nedre Navarras kvaeg og kornmarker. Videre derfra til La Rioja´s roede jord og frodige landbrugsland og er nu kommet til Castille y Leon. Her er landskabet blevet mere vidtstrakt og man kan se laengere. Der er en anden aabenhed over dette landskab, og jeg er ved at forberede mig mentalt til La Meseta, hoejsletten eller Campos Goticos (De Gotiske sletter).

Mentalt har turen bevaeget sig fra graensen til doedsangst, over fuldstaendig udmattet hed. Fra at vaere ny til at faa en masse venner og et sjovt socialt liv om aftenen og mange daglige hilsner. Nu kan jeg maerke at jeg er ved at forberede mig til de 2-300 km. som Mesetaen udgoer. Her er det vigtigt med udholdenhed, beslutsomhed og fokus. Jeg kan maerke at jeg traekker med lidt ind i mig selv og goer mig klar. Ikke saadan at jeg tror det er et problem, det goer jeg ikke. Jeg er nemlig god paa de lange straek. Men 2-300 km. uden saerligt afveksling er en opgave.

Et mindre problem jeg lige skal have styr paa er store byer. Jeg er ikke til store byer !!! Naar jeg kommer frem er jeg beskidt, stoevet og lugter som en gnu. Med andre ord, jeg passer ikke til storbyens fine cafeer og slentren rundt. Burgos kommer snart, og det er en stor by. Jeg kan se at bare forstaeder og industriomraaderne foer selve byen straekker sig mere end 10 km. Jeg er fristet til at hoppe paa en bus for at komme hurtigt ind til Burgos katedral og ud igen.. Der er en udbredt forstaaelse for at tage bus uden om industriomraaderne men jeg ved ikke rigtigt.

Jeg er ogsaa traet af herberger i de store byer, de er ofte meget fyldte - saa jeg skal lige have styr paa det. Og undskyld Burgos - jeg er sikker paa at du er en skoen by, men en anden gang, ikk?

Der er ikke noget at tage sig til her i byen, saa jeg vil forkaele mig selv med lidt broed, vand og en daase sardiner til aftensmad, maaske en haandfuld rosiner til dessert. Se, saa godt lever vi her i Spanien.

Thats all Folks !

Dag 7, 8 og 9

Ja det er jo ikke saadan at vaere vaek fra computeren en dag, men saadan kan det gaa.

Dag 8 i Logrono var lidt overvaeldende, jeg var rundt og koebe noget jeg manglede, og da spisetiden kom kunne jeg ikke finde de andre pilgrimme, midt i mylderet af mennesker. Saa jeg tullede lidt rundt og gik saa i seng. What a night. Jeg ikke bare overvaerede, men var midt i, kvalifikationsrunden til OL i snorkning!!!!! Og jeg siger Jer, der var et par ret sikre medaljehaab i rummet.
Herberget havde ikke nogen hygge i sig, der var saa traengt at man ikke kunne gaa forbi hindanden saa taet stod sengene. Men, man laerer ogsa at klare sig med mindre soevn end normalt. Saa nok om den dag.

Dag 9.



Tidligt op og ud paa vejen vaek fra byen. Startede inden det blev lyst og brugte de foerste par timer til at komme fri af byen og forstaederne. Hoejt til himlen, skyfri himmel og en let sval brise. Total i orden vejr.
Midt i Rioja´s vinland. Roed frugtbar lerjord, vinstokke paa naesten alle ledige steder. Rioja ligger som en stor dal efter Pyranaerne, hvor det jo som bekendt regner ganske meget. Saa alle floder, smaa baekke og vandloeb er fyldt med stroemmende koldt vand. Vinstokkene er endnu ikke sprunget ud, men staar som smaa knortekaeppe paa rad og raekke. Der er hoejt til himlen og alt er ok. I dag skal jeg gaa 31 kilometer saa det er en af de laengere etaper. Jeg er gaaet fra Logrono til Najera. Som man gaar der paa grusvejen kan man foele hvordan landets puls og ens egen er i samme rytme. De folk der bor langs ruten er ogsàa i overensstemmelse med pulsen. Her er dejligt.
Midt som man gaar der og er en glad lille gris, dukker der en motorvej op. Den ligger der som en stor flaenge i landskabet og skaerer Caminoen over, saa man skal gaa lang tid for at komme over.
Det er en underlig ting saadan at blive revet ud af den tidloese stemning paa vejen, for pludseligt at se sig omgivet af susende biler og travlhed, travlhed, travlhed.
Mest af alt mindede det mig om den travlhed man kan observere naar man sidder i skoven og betragter den "renden til og fra" en myretue. Masser af myrer i lige raekker, af sted af sted af sted. Og lige som med myrerne kan jeg ikke lade vaere med at taenke paa om de overhovedet ved hvorfor de har saa travlt, eller om de bare goer lige som alle de andre myrer.....

Men nok om selve turen, for der er noget som er mere interessant en smukke landskaber, og mange timer paa vejen. Og det er de mennesker der er her.

Paa Caminoen er der alle mulige historier. Ingen er her bare fordi at noget skulle tiden gaa med. Dem har jeg i hvertfald ikke moedt endnu.

Hvad med belgieren paa 66 aar, der for 4 aar siden mistede sin kone til kraeften, og som har haft svaert ved at komme videre i sit liv. Hans boern har sendt ham afsted. Han er en meget smilende mand. Jeg tror Caminoen er god for ham.

Eller den homoseksuelle skotte, der er taget afsted fra sit forhold, uden rigtig at give partneren en mulighed for at komme med. Kaerlighedssorger kan ogsàa vaere en grund til at gaa.

Eller den unge italiener som har styr paa karierren og klarer sig godt, men som synes at hun bruger for meget af sit liv paa at stille andre tilfreds, pàa at leve op til forventninger om status og materielle goder. Hun gaar pàa vejen for at blive lidt bedre til at sige fra og finde vaerdier der ikke er materielle.

Eller baskeren jeg moedte for foerste gang inden i Logrono. Han kaldte mig over til sig, sikkert fordi han savnede selskab. Han fortalte at han for 2 maaneder siden var startet i Normandiet, og var nu paa vej til Santiago og derfra videre til Fatima i Portugal. For 5 aar siden var hans kone gaaet fra ham og havde taget datteren med. Jeg er ikke i tvivl om at han ikke er et af guds bedste boern, men han kunne altsaa ikke klare at miste dem, saa efter at have tjent mange penge pàa et farligt job i en atomreaktor i Sibirien (af alle steder), gik han sin foerste Camino og har nu gaaet alle ruterne der findes hernede. Mindst 15 ture er det blevet til. Indtil for nyligt havde han en hund med, men den er lige doed. Naar man har hund med er man henvist til at sove ude mest af tiden.

Eller den 68 aarige japaner, der efter et langt arbejdsliv har brug for at opleve noget. Han har tidligere gaaet en rute i Japan paa 1000 km rundt om en af oerne, men ville lige sikre sig en tur mere i udlandet, inden det er for sent.

Eller den 56 aarige sygehjaelper fra Oestrig der altid har elsket at gaa i Alperne, men p.g.a. sit arbejde har faaet oedelagt sine knae. Hun skal have proteser, og hendes laege har sagt, at hvis hun skal have en sidste stor vandretur, saa er det nu. Selvom hun tydeligt har mas med knaene, gaar hun ruten.

Ja saadan kunne jeg blive ved. Det er en gave saadan at laere alle disse spaendene mennesker at kende. Det er maaske det allerstoerste paa Caminoen.

Efter at have gaaet hele dagen. lykkedes det at finde et lille privat herberg, hvor vi kun var 4 i rummet. Det var rart at have lidt fred. Jeg moedtes med de andre og spiste med dem pàa en lille lokal restaurant.-

Dag 10.
Kort etape i dag - kun 21 kilometer, fra Najera til Santo Domingo de la Calzada . Var lidt laengere tid end normalt om at komme ud af doeren. Igen godt vejr, ingen skyer og den behagelige brise. Landskabet er lidt anderledes end i gaar. Knap saa mange vinranker, mere korn. En af de dage hvor jeg foerst faar min morgenkaffe efter ca 1,5 times gang, saa da der endelig var en aaben bar maate jeg kyle en chokoladecroissant efter de 2 kopper af den staerkeste kaffe som hurtigt blev drukket. Ikke flere byer at komme igennem resten af formiddagen. Paa et tidspunkt syntes jeg at jeg traengte til at ligge ned, og saa er det jo bare af finde en god plet, tage sko og stoemper af og laegge sig for at lytte til laerken hoejt over hovedet. (It´s at tough job, but someone has to do it!).

Lige foer dagens maal kom jeg til en lille landsby under forandring. Som de andre landsbyer hernede, bestaar den af gamle huse, der er repareret med mange forskellige materialer. Det der var anderledes var at byen var blevet mange gange stoerre. Der var opfoert en masse ens firkantede huse, med smaa firkantede haver til. Disse laa paa paene nye asfalterede veje, som perler paa en snor. Midt i denne bydel var et faelles omraade med lejeplads til boernene og en enda en swimmingpool. I udkanten af omraadet en golfbane. Et godt tilbud til den spanske familie i det 21 aarhundrede byggeriet var kun et par aar gammelt. Der var bare lige det ved det hele. Der bor naesten ingen mennesker....Lang over halvdelen af husene er til salg, og de ser ikke ud til nogensinde at have vaeret beboet. I udkanten af dette omraade var paabegyndt et andet, men det var ikke faerdiggjort. Krise i oekonomien har virkelig ramt haardt. De faa mennesker der bor her havde vist haabet paa lidt flere naboer, og saelge et hus hernede er vist mere end svaert.

Det er tankevaekkende at se de forskelle der er her nede. Der er en masse spaniere der bor som de altid har gjort, og saa er der alle disse nybyggerier som skulle/skal tegne fremtiden. Det er tankevaekkende at mennesker overalt i den vestlige verden troede paa fidusen med de gratis penge, og en velstand der ikke kunne vende og projekter der ikke kan gaa galt.
Skuppeloese politikkere og pengemaend har altid eksisteret men den skala det er sket i dennegang er tankevaekkende. Spanien er haardt ramt.
Men for fanden da.. Hvad taenker vi paa, der har da aldrig vaeret gratis penge til... Det er lidt ligesom dealeren der saelger stoffer til skoleboern til ingen penge. Han ved at naar foerst de er hooked, saa skal han nok faa pengene tilbage.

Jeg er kommet til en af hovedbyerne i Caminoens historie. Santo Domingo de la Calzade. Det herberg der er her i byen er som et godt hotel. Badevaerelser med varmt vand. Oven i koebet i rigelige maengder - som ikke bliver koldt naar man lige har saebet sig ind.. Hvad finder de mon paa naeste gang. Der er et opholdsrum med bloede sofaer, jamen jamen.

Jeg var i katerdalen i dag. Jeg er vild med den stemning som katolikkerne skaber i deres kirker. Alle altertavlerne og statuerne.

I dag vil jeg nyde at vaere paa et luksussted og gaa tidligt i seng i en rummelig sovesal med udkig ud over en groen have.

Det maa vist vaere nok for idag..

Henrik - den glade vandringsmand