Nedtælling til Caminoen

2009 var en udfordring af de store, men fremtiden er lys.

Jeg tager 5 uger ud af kalenderen for at vandre 800 km. ad pilgrimsruten Camino de Santiago de Compostela i Spanien.
Beslutningen om at foretage denne rejse bunder i flere forhold.

På den ene side handler det om at komme sig oven på et år med insulinkrævende diabetes, hjerteoperation og hvad deraf følger af kriser.  Det har været en vigtigt for mig gennem min hele min genoptræning at have et mål - 800 km. til fods - alene.

Hvad mere vigtigt er, så handler pilgrimsrejsen om at stoppe op og få afklaring på nogle eksistentielle spørgsmål. Værdier bliver sat på prøve når man bliver alvorligt syg.

Jeg er så priviligeret at min familie, og mit arbejde med for den sags skyld, kan forstå at jeg har brug for tid alene til refleksion, så jeg tager afsted i påsken for at gense min søde kone i Santiago de Compostela i Galicien 5 uger senere.

Jeg har valgt at tage den franske vej (Camino Frances) fra den lille by St. Jean Pied-de-Port ved foden af Pyrenæerne gennem regionerne Navarra, El Rioja, Castille y León og Galicien til Santiago de Campostella og derfra ud til "Verdens Ende" Cap Finisterre ved Atlanterhavet.
Det er det sikre valg, med gode overnatningsmuligheder jeg har valg ved at tage den franske vej. Mit helbred taget i betragtning (mest spørgsmålet om lavt blodsukker/insulin) gør at jeg har fravalgt at følge den mindre kendte nordlige rute (Camino del Norte) selvom den trækker mere i mig.

Caminoen repræsenterer mere end 1000 års europæisk kulturhistorie. Gennem tiderne har utallige pilgrimme gået samme rute, alle for at få svar, gøre bod eller søge frelse. Mine første tanker om Caminoen handlede mest om at gå langt, men den spirituelle del har taget over. Jeg glæder mig helt vildt til at komme afsted og gå i historiens fodspor.

Min blog tjener som dagbog på rejsen, så på den måde bliver den meget personligt. Når jeg alligevel har valgt at lave dagbogen offentlig, så er det i håbet om at andre måske finder mine overvejelser og tanker interessante.