Så nærmer tiden sig

2. april 2010 kl. 9.00 fra Københavns Lufthavn....
:)

Ud og hjem igen...

Om Carminoen og Ringenes Herre.


Jeg blev præsenteret for Oxfordprofessoren J.R.R. Tolkiens eventyr i starten af  70'erne og forelskede mig straks i det univers. Jeg kunne allerede dengang se, at der var skelet meget til den nordiske mytologi hvad angår de væsner der optrådte i bøgerne. Senere fandt jeg ud af at der også var hentet inspiration i middelalder-Englands Arthurlegender.

Nu hvor jeg har kastet mig over pilgrimmenes historie - specielt Caminoen, står det klart, at en meget væsentlig del af Ringenes Herre er bygget over pilgrimmenes rejser til Spanien, hvor Karl den Stores krige mod indtrængerne fra syd var i frisk erindring. Myten om hvordan St. Jakobs kiste kom sejlende op af floden, alt dette kan genfindes hos Tolkien. Jeg synes det er morsomt, sådan at kunne føje endnu en dimension til.

Hobitten Frodo bor i sit trygge lille Herred, hvor alting helst skal være som det plejer, hvor dét der sker ude i den store verden ikke er interessant, og i øvrigt nok også farligt. Frodo er nødt til at bevæge sig ud på en lang vandring til fjerne lande for at destruere den ring der kun kan gøres ugjort i Dommedagsbjerget. Først da er han selv (og resten af verden) reddet. Undervejs bliver han meget klogere på sig selv og den verden han er en del af.

Min egen tur bliver desværre nok ikke helt så dramatisk. Men ikke desto mindre er der paralleler. Ligesom Frodo rejser jeg væk fra de vante forestillinger, for at blive en rejsende uden mange ejendele, på farten og afhængig af ukendte fremmedes hjælp og gæstfrihed. Jeg er også drevet mod et bestemt mål, ikke for at gøre noget ugjort, men for at komme videre.

Skulle jeg blive klogere hen ad vejen gør det heller ikke noget.


Kan man se om dette billede er fra Ringenes Herre eller fra Caminoen ?


Træning til Caminoen

Som jeg tidligere har nævnt, har tanken om Carminoen været en stor del af min helbredelse. Da jeg vågnede efter operationen meldte den første tanke sig om at gøre noget som jeg længe har haft lyst til, men som hele tiden blev skudt ud p.g.a. arbejde, familie o.s.v. : at tage sig tid til sig selv - kun sig selv - nemlig at gå Caminoen.

Fysisk:
Træningen startede det allerede på hospitalet dagen efter min operation, hvor jeg blev sat på en motionscykel. Stille og roligt sad jeg der og cyklede i pensionist tempo. Med en brystkasse der havde været åbnet, og skulle vokse sammen igen, en manglende vene i benet og en manglende arterie i armen (egne reservedele til by-pass operationen). I alt 65 cm. ar der skulle hele. Jeg var på alle måder ude af form.

Da jeg kom hjem kunne jeg i starten kun gå hjemmefra og så over til Månefiskeren for at drikke en kop kaffe. En sådan tur kunne tage pusten fra mig i flere timer. Jeg fortsatte dagligt i motionscenteret med cykling og let gang på løbebåndet. Stille og roligt kunne jeg mærke at jeg kunne holde ud i længere og længere tid.

På Bispebjerg Hospital blev jeg tilbudt at deltage i et hjerterehabiliteringsforløb. Det sagde jeg ja tak til. Selvom gennemsnitsalderen lå noget over min egen alder, har jeg sat meget stor pris på både Hospitalet og de søde mennesker jeg var sammen med. Rimelig hård træning var en del af forløbet. Det var befriende at opleve at det var ok at presse sig selv.

Mens jeg rekreerede gik jeg længere og længere ture sammen med Sally (min hund). Amager Fælled er travet igennem, med dags etaper på 10 - 15 km. samtidig med at jeg har skruet op for træningen i motionscenteret. Jeg kan nu også løbe i en time uden stop, og det på trods af at jeg for 5 år siden fik en knæoperation.

Jeg går stort set hver dag. Jo, jeg er i form til turen.

Psykisk:
Allerede inden jeg fik at vide, at jeg skulle opereres i hjertet havde jeg mit at slås med. Jeg har haft op og nedture i mange år. Efter flere år med al for meget stress og fart på, besluttede jeg at passe bedre på mig selv. Mere regelmæssighed, sund kost uden tobak og alkohol, mere søvn og motion var mit eget bud på en kur. Godt nok, men nogle år senere fik jeg først konstateret diabetes, senere viste det sig at kranspulsårene var forkalkede. Så da jeg jeg modtog beskeden om at jeg skulle igennem en livstruende operation ramte jeg et nyt  lavpunkt i mit liv.

Igen har det at sætte sig et - i situationen - ambitiøst mål været stærkt medvirkende til at komme ovenpå igen. Det sidste år har jeg været meget alene, mange af mine tankeprocesser har fundet sted sammen med Sally på vandreture rundt omkring. Jeg tænker så godt når jeg går. En naturlig træthed er den bedst kur mod mismod.

Det har været rigtig godt at deltage i hjerterehabiliteringens forløb. Det er vigtigt at have nogen at snakke med om sin sygdom, for mange af de mennesker som jeg ellers omgås har holdt lav profil. Man kan nemt komme til at føle sig i en "bobbel" når man har været alvorlig syg. Måske er folk bange for at komme til at sige noget forkert, men hellere sige noget forkert end at holde sig på afstand.
For at det ikke helt skal være løgn, døde min far kort tid efter min operation.

Min familie har været der for mig og heldigvis blev jeg ikke fyret fra mit job (den tanke fyldte ret meget).

I dag er jeg tilbage igen på arbejdet og har det godt. Jeg føler mig stærk, og ser frem til den udfordring at skulle være i eget selskab i lang tid.

Vandring er Zen.