Dag 3 og 4

Nu ligner det noget...
I loebet af dagen er mine knaesmerter vaek. Jeg kan igen gaa normalt, det er helt vildt skoent. Dagens etape er heller ikke saa lang kun ca. 20 km. Fra Cizur Menor over Alto del Perdon (som markerede det sidste af Pyranaerne) og til Puento la Reina.

Men foerst lige en afslutning paa gaardsdagen. Efter ankomsten til Cizur Menor og et par timer i solen, besluttede jeg at faa noget at spise. En englaender som jeg havde moedt i Pamplona og jeg gik paa udkig efter et sted at faa den allesteds naervaerende Menu del Peregrino til 10 Euro. Mens vi spiste stoedte der 2 mere til selskabet en tysk og en italiensk pige, som ogsaa var i Larasoana dagen foer. Vi brugte  hele aftenen til at tale om Caminoen, bevaeggrunde for at gaa, katolicisme og buddhisme, og den faelles opfattelse af mange punkter som finde i de to religioner. Det var rigtig godt at faa det sociale med. De andre dage har jeg bare skullet igennem. Igen i nat sov jeg godt, jeg vaagnede dog midt om natten, fuldstaendig vaad af sved. Jeg taenker at det er al mageligeheden og giftstofferne der forsvinder fra kroppen. Jeg vaagnede da ogsaa op uden oemhed i kroppen og klar til en ny dag.

Dagens plusser:

• Andre pilgrimme
• Pilgrimsherberget i Cizur Menor

Dagens minusser:

• Stejle nedstigninger og mudder

Dagens sukkertal:
7.00/8.3-9.30/5.6-11.00/8.3-14.45/5.0-18.30/8.3-21.30/9.8

Dag 4

"Hvordan gaar det med Deres braekkede ben? Jo. tak det er gaaet helt over!"

Hvor er det bare dejligt ikke at vaere smerteplaget laengere. Vidunderlig dag. Lidt rimfrost til at starte med, men saa snart solen er oppe er det lunt og godt. Foraaret er kommet nu, og jeg her grebet mig selv i - flere gange i dag - at gaa og le uden nogen saerlig grund :)

Samtalerne i gaar aftes har sat en masse tanker igang. Vi talte om vejen, og om at gaa igennem de smerter og gener der kommer. Det er lidt som Zen meditation. Man maa laere at abstrahere fra sit "jeg" der helst vil slappe af og ikke anstrenge sig. Et "jeg" der hele tiden oensker at goere opmaerksom paa sig selv. Det "jeg skal ignoreres til en vis grad for at afdaekke en stoerre sammenhaeng.

Jeg har vaeret taendt af mange tanker idag.

En anden vigtig filosofisk pointe der opstod i mit hovede idag, og som har relation til gaardsdagen, er; at goere gode gerninger. Jeg taenker her paa den anerkendte taoist Peter Plys, i historien om hvordan Plys og Grisling bygger et hus til Aesel. Plyds og Grisling synes det er trist at Aesel tilsyneladende ikke har et hus, saa de beslutter at goere noget ved det. Efter at have ledt efter egnede byggematerialer finder de tilsidt en masse braedder nede ved floden. Efter megen moeje og besvaer faar de to venner slaebt alle braedderne hjem til sig selv for at stable et mildest talt intermistisk hus sammen. Stolt praesenterer de deres vaerk for Aesel, som trist svarer, at han da godt nok havde et hus nede ved floden som han selv havde bygget og var glad men som nu er forsvundet, men at det nye hus nok ogsaa kan bruges. Det var lidt om at goere gode gerninger. Det er ikke altid nok at have intentionen, man maa ogsaa kunne saette sig ind i andres oensker og behov.

Rytmen i Caminoen er ved at komme ind i kroppen. Jeg staar op, goer mig klar, og tager afsted mens det endnu er moerkt. Morgenmaden spiser jeg naar solen rammer mig, saa sidder jeg et smukt sted og spiser broed og ost med vand til.  Frokost er paa samme maade. Er jeg heldig kommer jeg forbi en bar hvor jeg kan faa Cafe con Leche (dem er der ikke mange af, saa for en kaffedrikker som mig er det lidt en kold tyrker).

Jeg troede - inden jeg tog afsted - at jeg ville vaere taendt paa at gaa lang og opnaa resultater, gerne lidt laengere en turguiden foreslaar hver dag.. Hvor kom den tanke fra? Fakta er, at jeg er en snart 51 aarig mand, der har diabetes, en hjerteoperation bag sig samt en meniskoperation i hoejre knae. Det ved jeg nu, saa tal lige om afstemning af realiteter.
Caminoen er god til realitetscheck.
Naeh.. jeg hygger mig. Jeg tager tingene i det tempo de kommer. Mange andre pilgrimme vandre afsted i hoejt tempo - fra det ene herberg til det naeste. Ikke mig. Min fysik paalaegger mig at faa vejret en gang i mellem. Saa er det jeg loefter hovedet og ser hvor jeg er ! Det goer man ikke naar man har travlt, saa har man mere fokus paa stien foran for ikke at snuble over en sten eller traede forkert. Jeg kigger paa rovfuglene der haenger over landskabet og lytter til laerkens sang. Jeg ser ud over det vildt smukke baskiske landskab og taenker paa de mange indtryk jeg har faaet. Fx i dag hvor jeg gik igennem en lille afsidesliggende landsby hvor lyden af og lugten af koer var naervaernde. Det fik mig til at mindes min barndoms ferier paa Fyn hvor jeg tit opholdt mig ude hos kalvene fordi der var en god og tryg lugt - det gjorde mig glad. Da jeg kom ind i Puente la Renia saa jeg en storkerede oppe taarnet paa byens gotiske kirke. To storke spankulerede rundt om reden. Det ser man aldrig i Danmark mere.

Mange af de andre pilgrimme soeger smaa restauranter, cafeer og barer for at faa mad. Jeg foretraekker at koebe mad andre steder. Idag fandt jeg en ny faareost her fra Navarra samt en salami picante i en gennemfoert laekker slagter/viktualieforretning. Ogsaa en god bager blev det til og en groenthandler. Saa hvorfor skulle jeg noejes med en kedelig papsanwich pa en cafe. I oevrigt har jeg ikke rigtig lyst til at vaere sammen med andre i dagtimerne. Jeg har altid vaeret lidt af en ensom ulv, og ensomme ulve trives paa Caminoen. Det er rart at moede andre og sige ¿Hola? i loebet af dagen. Det er rigtig hyggeligt at traeffe andre om aftenen paa herbergene, men dagene er mine egne - kun mine.

En anden lille episode; Idag gik jeg forbi en kridhvid statue af Jomfru Maria som stod paa ruten med en lille stenbaenk foran. Jeg hilste med den traditionelle buddhistiske hilsen: Ret tanke, ret tale, ret sind. Det taenker jeg ikke at hun tog anstoed af. Det er jo det det handler om ; ret tanke, ret tale, ret sind, ogsaa i kristendommen. Jeg taenkte, at alle religioner har en kvindelig guddom, om det er den hellige jomfru, Den hvide Tara eller hvad hun nu hedder i de forskellige religioner. Jeg synes der er helt paa sin plads med en hyldest til kvinderne. Saa her er mit tak til kvinderne i mit liv.

I gaar var jeg som sagt paa et rigtig hyggeligt sted. I dag er jeg paa et nybygget apostolsk herberg hvor alting virker og er rent og bekvemt. Jeg har faaet et langt bad, vasket al toejet og ryddet op i tasken. Hvad aftenen bringer maa I vente med til i morgen.

Dagens Plusser
Zinksalve - Tak til Renè for at insistere paa at jeg tog zinksalve med. Gnavsaar er ikke gode, men zinksalve klarer aerterne
Kort etape idag - tid til at restituere
Benene virker igen.

Dagens Minusser
ikke nogen

En glad pilgrim :)

Dag 2 og 3

Efter turen ned af Pyranaerne, var jeg ikke meget vaerd. Turen var 27 km. lang, saa jeg gik i seng kl. 18.00 og sov til kl. 6.00,

Jeg har stadig ondt i benene, men paa en anden maade nu. Jeg kan bedre holde tempoet. Idag gik jeg mod Pamplona og videre til en lille by Cizur Menor

Dag 3
Fra morgenstunden af laa der rimfrost paa graesset og skyerne laa i dalene. Som solen kom frem vaagnede landet op til det mest pragtfulde foraarsvejr. Tja.. sommervejr set med danske briller. Jeg har gaaet i bjergene som stadig er mudrede ud over alle graenser, indtil Pamplona. Jeg gik nu bare igennem Pamplona, da der er helligdag her som derhjemme. Jeg overvaerede dog en messe i en smuk kirke. Det var lidt hyggeligt, isaer fordi Santiago (Skt. Jakob) kiggede ned paa mig i foert sine pilgrimsklaeder..

Det at vaere pilgrim er nu noget saerligt. Jeg er ved at vaenne mig til det. Man deler sovesal med nogle mennesker som man kommer ret taet `pa al den stund man sover lige ved siden af dem. De samme mennesker (og nogle andre) moeder man paa etapen, og maaske ogsaa i herberget naeste aften. Der er en stille venlighed .

Det herberg jeg er paa idag er rigtig, rigtig rart. Vores hospitalero er en kvinde der bor i dette smukke hus, hvortil der er bygget nogle rum a 10 sovepladser. Her er en opholdstuen, en skoen have, bad og vaskemuligheder, og da jeg kom hertil ved 3 tiden idag har jeg ogsaa haft tid til at nyde solen og faaet vasket. Saa nu er jeg ovenpaa igen.

Jeg er ogsa ved at finde en rytme med hensyn til pauser og spisning. Brugte fx en times tid paa at lufte taerene i en park udenfor Pamplona, mens jeg fik en klemme (jeg spiser mig igennem en udmaerke faareost, der holder sig godt i tasken)

Dagens Plusser:

• Min dyrt indkkoebte Uguede del Peregrino (fodsalve) fordi mine foedder gerne vil producere vabler, uden at det dog er lykkedes.

Dagens Minusser:

• Egentlig ikke noget :)

Dagens sukker tal kommer senere fordi jeg ikke har dem her ved maskinen. Men det ser godt ud som de andre dage

Nu vil jeg gaa ud og finde noget aftensmad.

Dag 1 og 2

Lige inden jeg begynder paa dagens nyheder, saa vil jeg lige runde gaarsdagen af. Selvom det var haardt ud over alle graenser, saa var der vildt smukke scenerier. Fx da jeg sad og spiste en klemme og paa lidt afstand saa en flok frie heste galloppere ud over landskabet. Eller da jeg efter at vaer blaest soender og sammen kom til en lille lund hvor der naesten ingen vind var, og hvor der laa et tykt lag blade at gaa paa.

Dagens Plusser var:

• Merinould, selvom det var koldt holdt jeg mig tempereret ogsaa selvom jeg var vaad.
• Mine stoevler som bragte mig sikker frem, ogsaa selvom jeg skulle gaa i vand hele vejen ned.
• Min vandrestav som jeg kunne stotte mig til
• Vanter - heldigvis tog jeg i sidste oejeblik vanter med

Dagens Minusser var:

• Den tynde vindjakke jeg har med som slet ikke er vandafvisende
• Ponchoen som floej rundt om mig
• Min baeltetaske der var tung og haemmede mit venstre ben

Dagens "sukkertal":
7.00/6.9-10.00/6.5-11.00/5.8- 14.30/3.8-17.30/4.6 og 20.30/13.9 (pasta til aftensmad)

Dag 2

Idag gik ruten fra Roncevalles, et pas relativ hoejt oppe i Pyranaerne, og ned til Larasoana.Undervejs passerede jeg Auriz, Aurizberri, Bizakarreta og Zubiri. Et fald fra 962 meter til 499. Undervejs var der et par stigninger.

Jeg har lidt i dag. I nat begyndte mit venstre knae at vaerke, og ogsaa en muske/sene i venstre laar gav problemer. Jeg kunne naesten ikke stoette paa benet da jeg vaagnede. Det er helt klar fra strabadserne i gaar.
Jeg humpede lidt af sted kl. 7.00 i morges hvor det sneede, senere vekslede Moder Natur mellem sne, slud og regn. Saadan stod det paa frem til over middag. Alt er mudder. Som dagen er gaaet er det blevet lidt bedre i knaet, men laarmuskelen er stadig ikke god. De 2 stigninger har vaeret ren lidelse i slow-motion, men ogsaa nedgangen som foregaar i en blanding af kantet skiffer, muddersjams og vand er svaer. Jeg kom lige frem til Larrasonana, fandt mig en seng, tog et bad og lagde mig til at sove.

A Pro Pos herberger saa er det et kapitel for sig selv. Der er ingen komfort, ingen plads, koejesenge og usle brusere. Alligevel har det sin egen charme. Alle er ens, og alle har vaeret gennem samme tur. Mad skal man som regel selv soerge for, for den "Menu del Peregrino" de serverer er ikke just laekker. I gaar fik jeg udkogt pasta, en stegt forel og pommes fritter. Ikke just diabetiker foede, saa jeg soerger for at shoppe saa jeg kan faa min mad. Ud over det har jeg noedder, toerret frugt og proteinbar med i noedstilfaelde.

Jeg er simpelthen saa traet at jeg ikke kan vaere saerlig kreativ, men dagen har faktisk budt paa mange regnbuer, og landskabet her i Navarra er super smukt. Paa trods af vaerk i kroppen nyder jeg det.
Flere gange i dag har jeg oplevet landskaber som jeg faktisk har set foer i lille Danmark. Jydelejet og Klinteskoven paa Moen ligner virkeligt noget fra Pyranaerne, bare i lilleputstoerrelse. Saa der er jeg pa hjemmebane.

Dagen er sluttet med sol, og varmen tager til. I morgen skal jeg gennem Pamplona, og mon ikke det foraaret ogsaa kommer til Spanien snart ?

Dagens Plusser:

• Mit regnslag som er godt naar det ikke blaeser
• Mine stoevler som jeg er rigtig glad for. Med de nedstigninger og det ujaevne terraen er de simpelthen super gode, selvom 2 dage i vand har gjort at jeg sidst paa dagen fik vaade foedder og en tendens til vabel paa storetaaen.
• Zinksalve, saa fik du ret! Majze

Dagens Minusser:

• Tendens til vabel p.g.a. vaade foedder
• Manglende mulighed for at toerre toej
• Vindjakken som ender med at blive smidt ud, da den ingen gavn goer.

Dagens "Sukkertal":
7.00/6.9-10.00/6.8-13.15/5.5-19.00/4.9

Dag 0 og 1

Ja, foerst er der lige det med at jeg mistede mit kamera i formiddags, saa indtil jeg faar koebt et nyt maa I altsaa vente med billeder. Jeg vil i stedet for proeve at udtrykke mig malerisk. :)

Rejsedagen var stort set begivenhedsloes. Alt forloeb som det skulle, dog var jeg foerst i St.Jean Pied-de-Port kl. 22.30. Men det var ikke noget problem for da jeg kom til pilgrimskontoret sad der en flok meget, meget soede og rare franske mennesker, der boed mig hjertelig velkommen. Sjaeldent har jeg oplevet en saadan venlighed. Selvom der var ro paa sovesalen kl. 22.00 fik jeg sneget mig ind og fandt en seng. Dagen havde budt paa saa meget at jeg havde lidt svaert ved at sove, men det gik.

Dag 1 - jeg vaagnede op og fik set mig omkring. Herberget stammer tilbage fra 1600 tallet og laa inden for citadellet. Meget smuk start. Jeg kunne nu se Pyranaerne omkring mig og efter lidt shopping for mad gik turen opad.

Dagen idag har vaeret en fantastisk dag - jeg har aldrig oplevet at presse mig selv saa haardt. Jeg har simpelthen vaeret hele foelelsesregisteret igennem. Fra "Hvad er det jeg har rodet mig ud i" og "Det klarer jeg aldrigt" til tidpunkter med absolut fryd og lykke.

Selvom jeg har traenet til turen, har jeg ikke lige haft nogle bjerge at gaa i, saa det slog mig lidt ud. I mere end 8 timer har jeg gaet opad. Og vel at maerke stejlt opad. I timer gik jeg bitte smaa skridt opad, saa langsomt at jeg ikke syntes at naa nogen vegne. Men saa taenkte jeg paa mantraet : Den ene fod foran den anden - og saa kom jeg alligevel op.

Jeg er fuldstaendig udmattet efter turen idag. Vejret viste fra sin udfordrende side. For 2 dage siden var ruten lukket p.g.a. sne. Den aabnede foerst i gaar. Da jeg startede nede i St. Jean var det lunt men overskyet. Nede i lavlandet var foraaret paa vej og luften duftede parfumeret. Jeg hilste paa en kat og en pony, og alt var idyl.
I ca. 400 meters hoejde fik jeg foerst min kaffe. Men en velfortjent pause og en sandwich var paa sin plads. Derefter gik jeg videre op i slowmotion, mens skyerne trak op. Jeg blev 2 gange overhalet af yngre mennesker (jo, jeg er vist blevet lidt aeldre) men igen i 700 meters hoejde var der mulighed for kaffe og mere at spise. Og saa var det lige at vejret skiftede !. Efter det sidste herberg og frem til Roncevalles er der ingen huse og ingen mennesker saa her regerer vejret.

Det begyndte at regne, og regnen foerte med sig en heftig vind. Jeg var drivvaad og havde svaert ved at at staa fast. Fra 700 meter til 1600 meter gik det naesten uafbrudt op, op og op. Jo hoejere jeg kom op, desto vaerre blev vejret. Regnen blev til slud og derefter til hagl paa stoerrelse med oerred rogn ! - Det er ikke sjovt at have saadan en gang hagle piskende ind i ansigtet i flere timer i traek.....
Jo hoejere jeg kom desto koldere blev det. Her havde vinteren ikke sluppet sit tag, og sneen laa stadig rundt omkring.
Heldigvis moedte jeg en anden pilgrim som jeg kunne foelges med. Det var rigtigt godt for jeg var begyndt at tvivle paa mine egne evner. Den hoeje stigning og de klippefyldte stier var til sidst et mareridt. Vi toppede Pyranaerne i snestorm og naesten ingen sigtbarhed.

Inde i Spanien begyndte det endelig at gaa nedad. Nu var der endelig variation. Mine hofter gjorde vildt ondt af den uvante vandren opad. Vejen nedad blev endnu mere vaad. Hagl blev til slud, der blev til store tunge vanddraaber. Det der foer var klippefyldte stejle stier, var nu klukkende baekke. Selvom det er rart at skifte gaastil, saa er det ikke nemmere at gaa nedad i en baek !

Nu kunne jeg se Roncevalles klosteret liggende nede i dalen omkranset af skov. Sikke et syn selvom der stadig var over 1 time at gaa. For at blive i min Tolkien terminologi, saa er jeg sikker paa at Roncevalles klosteret, hos den middelalderkyndige Tolkien har vaeret inspiration til Kloevedal.....
Gennem skoven det sidste stykke begyndte det at lyne og tordne alt imens regnen tog til. Behoever jeg at sige at jeg er drivvaad....
Naa, men jeg er kommet frem, traet men ogsaa stolt. Jeg er indkvarteret i pilgrimsherberget. 120 senge i et stort rum. Heldigvis tror jeg ikke at jeg faar problemer med at sove i nat. Og tror i ikke, at efter jeg har pakket ud og gaar uden for, saa skinner solen fra en skyfri himmel. What a day.

Imorgen gaar det heldigvis ned ad bakke, og mon ikke jeg nu er rustet til at tackle hvad der skulle komme fremover..

En traet Caminovandrer

Så nærmer tiden sig

2. april 2010 kl. 9.00 fra Københavns Lufthavn....

:)

Ud og hjem igen...

Om Carminoen og Ringenes Herre.

Jeg blev præsenteret for Oxfordprofessoren J.R.R. Tolkiens eventyr i starten af  70'erne og forelskede mig straks i det univers. Jeg kunne allerede dengang se, at der var skelet meget til den nordiske mytologi hvad angår de væsner der optrådte i bøgerne. Senere fandt jeg ud af at der også var hentet inspiration i middelalder-Englands Arthurlegender.

Nu hvor jeg har kastet mig over pilgrimmenes historie - specielt Caminoen, står det klart, at en meget væsentlig del af Ringenes Herre er bygget over pilgrimmenes rejser til Spanien, hvor Karl den Stores krige mod indtrængerne fra syd var i frisk erindring. Myten om hvordan St. Jakobs kiste kom sejlende op af floden, alt dette kan genfindes hos Tolkien. Jeg synes det er morsomt, sådan at kunne føje endnu en dimension til.

Hobitten Frodo bor i sit trygge lille Herred, hvor alting helst skal være som det plejer, hvor dét der sker ude i den store verden ikke er interessant, og i øvrigt nok også farligt. Frodo er nødt til at bevæge sig ud på en lang vandring til fjerne lande for at destruere den ring der kun kan gøres ugjort i Dommedagsbjerget. Først da er han selv (og resten af verden) reddet. Undervejs bliver han meget klogere på sig selv og den verden han er en del af.

Min egen tur bliver desværre nok ikke helt så dramatisk. Men ikke desto mindre er der paralleler. Ligesom Frodo rejser jeg væk fra de vante forestillinger, for at blive en rejsende uden mange ejendele, på farten og afhængig af ukendte fremmedes hjælp og gæstfrihed. Jeg er også drevet mod et bestemt mål, ikke for at gøre noget ugjort, men for at komme videre.

Skulle jeg blive klogere hen ad vejen gør det heller ikke noget.

Kan man se om dette billede er fra Ringenes Herre eller fra Caminoen ?

Træning til Caminoen

Som jeg tidligere har nævnt, har tanken om Carminoen været en stor del af min helbredelse. Da jeg vågnede efter operationen meldte den første tanke sig om at gøre noget som jeg længe har haft lyst til, men som hele tiden blev skudt ud p.g.a. arbejde, familie o.s.v. : at tage sig tid til sig selv - kun sig selv - nemlig at gå Caminoen.

Fysisk:
Træningen startede det allerede på hospitalet dagen efter min operation, hvor jeg blev sat på en motionscykel. Stille og roligt sad jeg der og cyklede i pensionist tempo. Med en brystkasse der havde været åbnet, og skulle vokse sammen igen, en manglende vene i benet og en manglende arterie i armen (egne reservedele til by-pass operationen). I alt 65 cm. ar der skulle hele. Jeg var på alle måder ude af form.

Da jeg kom hjem kunne jeg i starten kun gå hjemmefra og så over til Månefiskeren for at drikke en kop kaffe. En sådan tur kunne tage pusten fra mig i flere timer. Jeg fortsatte dagligt i motionscenteret med cykling og let gang på løbebåndet. Stille og roligt kunne jeg mærke at jeg kunne holde ud i længere og længere tid.

På Bispebjerg Hospital blev jeg tilbudt at deltage i et hjerterehabiliteringsforløb. Det sagde jeg ja tak til. Selvom gennemsnitsalderen lå noget over min egen alder, har jeg sat meget stor pris på både Hospitalet og de søde mennesker jeg var sammen med. Rimelig hård træning var en del af forløbet. Det var befriende at opleve at det var ok at presse sig selv.

Mens jeg rekreerede gik jeg længere og længere ture sammen med Sally (min hund). Amager Fælled er travet igennem, med dags etaper på 10 - 15 km. samtidig med at jeg har skruet op for træningen i motionscenteret. Jeg kan nu også løbe i en time uden stop, og det på trods af at jeg for 5 år siden fik en knæoperation.

Jeg går stort set hver dag. Jo, jeg er i form til turen.

Psykisk:
Allerede inden jeg fik at vide, at jeg skulle opereres i hjertet havde jeg mit at slås med. Jeg har haft op og nedture i mange år. Efter flere år med al for meget stress og fart på, besluttede jeg at passe bedre på mig selv. Mere regelmæssighed, sund kost uden tobak og alkohol, mere søvn og motion var mit eget bud på en kur. Godt nok, men nogle år senere fik jeg først konstateret diabetes, senere viste det sig at kranspulsårene var forkalkede. Så da jeg jeg modtog beskeden om at jeg skulle igennem en livstruende operation ramte jeg et nyt  lavpunkt i mit liv.

Igen har det at sætte sig et - i situationen - ambitiøst mål været stærkt medvirkende til at komme ovenpå igen. Det sidste år har jeg været meget alene, mange af mine tankeprocesser har fundet sted sammen med Sally på vandreture rundt omkring. Jeg tænker så godt når jeg går. En naturlig træthed er den bedst kur mod mismod.

Det har været rigtig godt at deltage i hjerterehabiliteringens forløb. Det er vigtigt at have nogen at snakke med om sin sygdom, for mange af de mennesker som jeg ellers omgås har holdt lav profil. Man kan nemt komme til at føle sig i en "bobbel" når man har været alvorlig syg. Måske er folk bange for at komme til at sige noget forkert, men hellere sige noget forkert end at holde sig på afstand.
For at det ikke helt skal være løgn, døde min far kort tid efter min operation.

Min familie har været der for mig og heldigvis blev jeg ikke fyret fra mit job (den tanke fyldte ret meget).

I dag er jeg tilbage igen på arbejdet og har det godt. Jeg føler mig stærk, og ser frem til den udfordring at skulle være i eget selskab i lang tid.

Vandring er Zen.

Nedtælling til Caminoen

2009 var en udfordring af de store, men fremtiden er lys.

Jeg tager 5 uger ud af kalenderen for at vandre 800 km. ad pilgrimsruten Camino de Santiago de Compostela i Spanien.
Beslutningen om at foretage denne rejse bunder i flere forhold.

På den ene side handler det om at komme sig oven på et år med insulinkrævende diabetes, hjerteoperation og hvad deraf følger af kriser.  Det har været en vigtigt for mig gennem min hele min genoptræning at have et mål - 800 km. til fods - alene.

Hvad mere vigtigt er, så handler pilgrimsrejsen om at stoppe op og få afklaring på nogle eksistentielle spørgsmål. Værdier bliver sat på prøve når man bliver alvorligt syg.

Jeg er så priviligeret at min familie, og mit arbejde med for den sags skyld, kan forstå at jeg har brug for tid alene til refleksion, så jeg tager afsted i påsken for at gense min søde kone i Santiago de Compostela i Galicien 5 uger senere.

Jeg har valgt at tage den franske vej (Camino Frances) fra den lille by St. Jean Pied-de-Port ved foden af Pyrenæerne gennem regionerne Navarra, El Rioja, Castille y León og Galicien til Santiago de Campostella og derfra ud til "Verdens Ende" Cap Finisterre ved Atlanterhavet.
Det er det sikre valg, med gode overnatningsmuligheder jeg har valg ved at tage den franske vej. Mit helbred taget i betragtning (mest spørgsmålet om lavt blodsukker/insulin) gør at jeg har fravalgt at følge den mindre kendte nordlige rute (Camino del Norte) selvom den trækker mere i mig.

Caminoen repræsenterer mere end 1000 års europæisk kulturhistorie. Gennem tiderne har utallige pilgrimme gået samme rute, alle for at få svar, gøre bod eller søge frelse. Mine første tanker om Caminoen handlede mest om at gå langt, men den spirituelle del har taget over. Jeg glæder mig helt vildt til at komme afsted og gå i historiens fodspor.

Min blog tjener som dagbog på rejsen, så på den måde bliver den meget personligt. Når jeg alligevel har valgt at lave dagbogen offentlig, så er det i håbet om at andre måske finder mine overvejelser og tanker interessante.