Dag 31 fortsat

 Dag 31 fortsat

"What a long, strange trip this has been"
                                               Grateful Dead

Jeg har jo vaeret paa en gang idag, men der er stadig mere paa hjerte. Jeg var ude paa den yderste pynt, og det er der nogen myter og ritualer for. Det siges at pilgrimmen skal bade i havet, braende sit toej (ikke noedvendigvis alt sammen, de er jo lidt kyske hernede) og saa se solen gaa ned. Hermed har man lagt sit gamle liv bag sig, og kan starte paa en frisk.

Det var saadan set ogsaa saadan noget jeg havde planlagt, men som saedvanlig er det noget andet der sker (det har jeg efterhaanden vaennet mig til). Det var meningen at jeg skulle ankomme den 4. maj. Paa den maade var det praecis et aar siden at jeg blev indlagt paa Gentofte Hospital, og sad der alene og taenkte paa det liv jeg har haft og paa at jeg skulle igennem en operation der maaske ville koste mig livet. Jeg proevede at slaa mig til taals med den tanke. Jeg var alene hele natten, kun med et elektrisk fyrfadslys og en lille Buddhafigur.

Det var min plan hjemmefra at lave en cermoni den 4. maj for mig selv, og saa den 5. maj tage ind til Santiago og fejre livet og kaerligheden. Min plan var at tage 3 stykker braende:

• Eet for det sortsyn og den manglende kaerlighed til mig selv der praegede min barndom, ungdom og en stor del af mit voksenliv.
• Eet for min diabetes - en kronisk lidelse, som jeg skal leve med
• Eet for den hjertesygdom som bl.a. min diabetes medfoerte og som truede mig alvorligt paa livet.

Dette skulle antaendes med det afskedsbrev jeg havde skrevet hvis hjertet skulle vise sig ikke at holde til strabadserne. Og saa noget toej jeg har haft paa. Saa ville jeg sidde der og reflektere - igen alene - mens solen gik ned. Dennegang ikke for at tage afsked, men for at hilse velkommen.

Men saadan er det jo ikke. For det foerste er jeg i Finisterre den 3. maj. For det andet saa har jeg ikke laengere det samme behov for en ceremoniel handling. Jeg kom op til pynten, saa alle de smaa baal der var lavet, og ting der var efterlandt , og taenkte: Naeh.. saadan er det jo slet ikke, fordi:

• Jeg er ikke tynget af sortsyn laengere, i hvertfald slet ikke i et omfang som foer i tiden. I oevrigt afleverede jeg jo daemonen pa en bjergtop i Leons bjerge.
• Min diabetes er noget l... , men jeg er arveligt disponeret gennem min far, og i oevrigt har jeg laert en frygtelig masse af at have den sygdom. Man faar rigtigt god indsigt og det er maaske en gave frem for en plage.
• Mit hjerte fungerer bare perfekt. Det har vist sig at vaere en loyal foelgesvend, der kan fragte mig op og ned af bjerge. Jeg er ikke bange for at blive syg igen.

Og afskedsbrevet ? Maaske er det en god ide, at lave noget i den stil, naar man har haft en historie. Men jeg foretraekker nu at tage hjem til familien og fortaelle dem hvor hoejt jeg elsker dem.

Og Maize - hende ser jeg den 5. maj og hold da k... hvor jeg glaeder mig... Det er absolut slut med  u-aaret med sygdom og lidelse.

Saa jeg har faktisk ikke nogen grund til at sige farvel til noget. Alt sammen - baade de gode og de daarlige ting er en del af mig, og har formet mig til den jeg er. Og jeg er faktisk ikke saa utilfreds, med det jeg er. Saa lad de andre udfoere ritualer. Gennem Caminoen har jeg mentalt foretaget alle de handlinger der skal til.

Jeg sidder her i Finisterra. Sjaeldent har jeg oplevet en saadan tilfredsstillelse. Jeg har sat mig nogen maal og jeg har fuldfoert hvert eneste af dem. Oven i koebet hurtigere end foerst antaget. Jeg har ogsaa faaet nogle gaver og uventede oplevelser med hjem. Baade i form af oplevelser, men i hoej grad ogsaa i form af erkendelser.

Jeg har netop modtaget mit Fisterana (dokument der supplerer Compostelaet, og dokumenterer at jeg har gaaet til Verdens Ende.)

Jeg har moedt mange kendte ansigter her. Kram og haandtryk er blevet udvekslet. Jeg har fundet et privat herberg, hvor jeg kan blive i 2 naetter.

I morgen tror jeg jeg vil gaa turen op til Muxia - uden rygsaek - NICE :)

Formelt vil jeg afslutte min blog - men ogsaa kun formelt, for jeg har andre stadig en del paa hjerte. Saa hvis du har lyst til at foelge med saa kommer der nok et par dage mere og et efterspil. Billeder vil komme paa naar jeg kommer hjem og har tid til det - saa hvis det er interessant, saa vend forbi senere.

Men ellers vil jeg bare sige TAK.

• Tak til Familien - I er alt for mig - Alt
• Tak til Jer andre der ogsaa holder af mig
• Tak til Jer der har hjulpet mig
• Tak til Jer der har gjort det muligt for mig at komme afsted
• Tak til Jer der har fulgt min rejse her paa bloggen - haaber det har vaeret lige saa sjovt at laese som at skrive
• Tak til de mange pilgrimme jeg har moedt - I har gjort i uudsletteligt indtryk, kaere venner - I er de sejeste
• Tak til hospitaleros og hospitaleras - I er fantastiske, maa Jeres liv vaere fyldt med glaede
• Tak til de hundredevis af spaniolere, der med Jeres hilsner og oensket om en "Buoen Camino" hver i saer har givet et lille skub paa vejen
• Tak til Spanien der stiller dette pragtfulde transformationsvaerktoej Caminoen til raadighed
• Og som noget ganske u-dansk, Tak til mig selv, fordi jeg rent faktisk har flyttet den ene fod foran den anden, og tilbagelagt 900 kilomenter

Ultreia !