Dag 5 og 6

Jeg sluttede jo i gaar med ikke at vide hvad jeg skulle - saadan er det hver dag. Jeg gik en lille tur i Estella og besoegte byens kirke. Som alle andre gotiske kirker hernede er de tunge og moerke. Det eneste lys der var kom gennem glasmosaiken. En engel kiggede ned paa fra et moerkt hjoerne. Jeg var alene saa jeg satte mig for at taenke lidt i fred og ro. Jeg besluttede mig for at taende lys for dem der ikke er her mere. Det var en rar foelelse.
Hjemme paa herberget var folk faerdige med dagens dont, og den lille gaardhave var et skoent sted at nyde eftermiddagssolen. Som det altid er herneden ender det med at vi sidder en masse nationaliteter sammen og snakker paa den saedvanlige blanding af engelsk, tysk, spansk/italiensk. Det er ret morsomt for det lykkes faktisk at faa nogle gode snakke, trods de mange sprog. Paa vaeggen bag os var et vaegmaleri af Buddha og Skt. Jakob Paa et tidspunkt kom middagsmad paa tale, det er altid et godt emne. Vi besluttede at moedes klokken 7 paa en restaurant Casa Nova som en af spaniolerne kendte. Mens vi ventede paa at restauranten skulle aabne stoedte der et selskab af irlaendere til. Irlaendere er som bekendt et morsomt folkeslag, saa da de gik med steg stemninger ganske meget. De 6 irlaendere var nogle gamle gutter i 60 aars alderen, der i flere aar har gaaet 10 dage i paasken paa Caminoen. De startede for aar siden i Geneva og er gaaet via Le Puy til Pyranaerne. Aarets etape gaar til og med Logrono og saa er det hjem igen. Hvilken fremragende ide at have saadan en tradition.

Jeg havde den skoennest aften med masser af grin og hyggeligt samvaer. Vi fik traditionelt spansk koekken med Salat til forret, Bacalao (klipfisk) til hovedret og Arroz com Leche (ris med maelk) til dessert - udmaerket.
Det herberg jeg bor paa her er rigtig hyggeligt, der er noget storkollektiv over det. Selvom rummene er fyldt med senge saa har jeg vaennet mig til det. Det generer mig ikke at der er mange mennesker rundt om mig.
Jeg har sovet ganske godt, og som noget nyt var der morgenmad paa herberget, saa jeg kunne faa min kaffe.

Dag 7
Da jeg vaagnede og havde pakket gik jeg ned i koekkenet hvorfra der loed reggae musik. Der sad en masse soevnige pilgrimme og spiste og drak kaffe. Jeg forlod herberget med Bob Marleys musik i oerene:

"Don´t worry,
´bout a thing.
everything is gonna be allright"

Dagens etape gik fra Estella til Torres del Rio

Og saa var jeg ude paa Caminoen igen.Efter saadan at have vaeret inde i byen og al den aktivitet det medfoerer laengtes jeg efter det aabne land igen. Dagens etape har vaeret let, saa tankerne har floejet af sted.
Det gik pludselig op for mig at noget nyt er paa bedding. Jeg har de sidste 5 aar vaeret i en slags selvvalgt askese. Jeg har brugt mange ressourcer paa selvdisciplin, og det har ogsaa vaeret helt paa sin plads, og ganske rigtigt. Mit liv traengte til en anden struktur, med  orden i sagerne og en fastere struktur. Men ud af den blaa luft erkendte jeg, at det ikke laengere er noedvendigt at have den grad af disciplin i mit liv. Jeg har jo loest problemet der fordrede tilstanden. Nu kan jeg istedet for koncentrere mig om at slappe af, nyde menneskers selskab i stedet for at forholdemig saa analytisk og rationelt til verden.
Med et oplevede jeg at dette var det helt rigtige for mig. Foelelsen overvaeldede mig fuldstaendigt. Jeg foelte et aag blive loeftet fra mig og taarerne vaeltede frem. Der gik jeg saa - alene paa vejen i Spanien, ude af stand til at stoppe taarestroemmen. Siden jeg fik at vide at jeg skulle opereres sidste aar, har jeg foelt mig foelelsesloes. Med et var det slut. Jeg kunne taenke paa min operation og hvor taet jeg var fra at doe. Paa min fars doed uden at foele vrede, kun sorg. Jeg taenkte paa mange ting i mit liv. Det var ikke fordi jeg var ked af det, det var mere en foelelse af lettelse.
Efte tuderi-episoden har jeg vaeret i top humoer.

Da jeg skulle have lidt formiddagsmad stoppede jeg i en lille landsby Arquetta, paa en baenk med fin udsigt. Jeg pakkede min mad ud, og straks fik jeg selskab af en lille hund og en kat. Katten var ganske snaksaglig men hunden sky. Som jeg sad der og hyggesludrede med dyrene kom en meget gammel mand hen til mig. Han spurgte til hvor jeg kom fra og om jeg ville have en stempel i mit Credenzial (pilgrimspas som bliver stemplet i de byer og herberger jeg passerer). Jeg gik med ham, og paa vejen sluttede 2 italienere og 1 spanioler sig til den lille flok. Jeg fik at vide af spanioleren at Pembo som han kaldes er en legende paa Caminoen og det er en aere at have hans credenzial. Pembo har brugt hele sit liv paa pilgrimslivet og paa at goere livet lidt nemmere paa Caminoen. Inden vi gik ville han lige vise os et trae i hans have som lignede en elefant! - I haven havde han en sandsten med Malteserkorset paa den ene side og Jakobskorste paa den anden . Den skulle vaere 1000 aar gammel. De 2 italienere havde ikke en vandrestav eller muslingeskal saa bag hans hus fik de lov til at vaelge en stav og en skal fra den store maenge stave han havde skaaret til. En meget roerne oplevelse. Jeg fik det indtryk at jeg lige havde moedt en hellig mand. En kristen en af slagsen. Saadan en har jeg ikke moedt foer. Jeg har moedt buddistiske hellige maend, men ham her havde den samme udstraaling og ro, som kendetegner et helt harmonisk menneske. Wow

I de hele taget er Caminoen og de mennesker der bor og lever omkring den baaret af det helt essentielle kristne vaerdi: Naestekaerlighed. Det er ikke noget der snakkes om, det er noget man goer. Jeg taenker med skam paa lille Danmark og paa de kristne der fylder mediebillede fx de to sorte sjaele Langballe og Krarup. Der er ikke megen kristen naestekaerlighed der, maaske i tale med aldrig i virkeligheden. Den kristendom jeg oplever paa Caminoen er fin og helt i overensstemmelse med min egen holdning.

Apro pos Langballe og Krarup og mine gentagne referencer til Tolkien, saa kunne de godt vaere noget der er kroebet op at Mordors sorte dyb :)

Nu er jeg her.. Humoeret er hoejt. Jeg har lige moedt den tysker jeg fulgtes med fra Frankrig til Roncevalles. Han har haft travlt, maaske ogsàa for travlt for han er skadet i knaet og maa blive over en dag.

Hvad denne aften bringer maa vi se...


Henrik " Cry-Baby" Kehler / Pilgrim for Herren

2 kommentarer:

  1. Nu er det ikke kun dig der tuder Henrik. Mine føelser er med dig og hvor er det dejligt at mærke hvordan livet løber igennem dig igen. Du fortjener det og hvor jeg misunder dig dine fantastiske oplevelser. Du er et smukt og dejligt menneske og det skal man være for at opleve det du gør.
    Fortsat god tur. Din ven Michael.
    Ps. Når du kommer hjem venter der et nyt eventyr. Jeg glæder mig til at vi padler rundt om Møn sammen og du fortæller om dit eventyr med din egen stemme til gløderne i lejerbålet.
    Knus.

    SvarSlet
  2. Og jeg sidder her og tuder om kap med dig og Michael. Hvor jeg dog nyder dine daglige fortællinger :-)
    Knus Lis

    SvarSlet